onsdag den 1. maj 2013

Et stykke af Bangladesh og et stykke af en dansker


Af Andreas Ellerbek

Vi befinder os nu i Thailand på den sydøstlige ø Koh Tao, hvor vi de sidste fire dage har dykket og set Guds vidunderlige natur under vandet. Jeg sidder på stranden i skyggen af et palmetræ med røde skuldre, og tænker på den tid vi fik lov at få i Bangladesh. Her i Thailand er vi ikke stødt på nogle lerhytter, eller folk som dytter og råber af hinanden i trafikken, og sammenlignet med Bangladesh er her rimeligt mennesketomt.

Det tager noget tid at fatte at det er slut nu, at man ikke længere kan gå en tur rismarkerne iført lungi og undertrøje, spille fodbold med eleverne fra SBS, indsnuse den velkendte duft fra det bengalske køkken mens man drikker en the med alt for meget sukker, besøge venner og alle mulige man ikke kender, men selvfølgelige skal hilse på, samt uendeligt meget mere.

Jeg spillede min sidste fodboldkamp to dage før vi forlod SBS. Undervejs fik jeg to store vabler. Efter 
kampen rev jeg det sidste af vablerne af, mens en flok medfølende drenge stod og så på med store øjne.
Til andagt i kirken den aften kom en af drengene hen til Sara og jeg med et stykke "et eller andet" i hånden. Han sagde stolt ”Oncle” og rakte det lille stykke frem imod hende. Da gik det op for os at det var min hud, som han havde fundet i græsset og efterfølgende vasket. Vi forsøgte at overbevise ham om, at det hørte til i skraldespanden, men det kunne der ikke blive tale om. Da jeg sagde farvel til drengen to dage efter viste han mig, at det lille stykke onkel stadig lå i hans lomme. Således efterlod vi os et stykke af en dansker på SBS og havde omvendt rygsækken fuld af fysiske og mentale ”stykker” fra Bangladesh. Det er stort at opleve, at det vi har arbejdet med har efterladt sig et indtryk, og at vi har fået lov at sætte et lille aftryk i andre menneskers liv. Omvendt har Bangladesh gjort et uudsletteligt indtryk på os!

Slutteligt vil vi ført og fremmest rette en kæmpe tak Danmisson for at have valgt os til opgaven, og muliggjort de mange fantastiske oplevelser som vi har fået. Dernæst et varmt tak for forbøn fra familie, venner og brødre og søstre rundt omkring, vi har oplevet at være i Guds hånd og  omsluttet af hans kærlighed hele vejen igennem vores ophold. Tak også til alle jer som har fulgt lidt med på vores blog og FB. Og til sidst

”Onek Onek Donibath Bangladesh 




torsdag den 11. april 2013

Status og update fra SBS

Blog af Sara Ellerbek 

Tiden flyver af sted, og det er blevet tid til en status over hvordan det  går med undervisningen af lærerne her på SBS . Den korte version lyder; det går fantastisk, og vi er meget stolte af dem.  

Livlig gruppe diskusion - HURRA!


Da Karsten var her i foråret 2012, introducerede han Cooperative Learning (CL) for lærerne, som fik kendskab til en del CL strukturer og lidt af tænkningen bag disse samarbejdsstrukturer. Da vi december for alvor skulle til at i gang, var det i første omgang intentionen at finde ud af, hvad lærerne kunne huske samt at få indblik i hvordan det gik med at benytte strukturerne i undervisningen. Vi opdagede dog hurtigt, at der var mange ting at gribe i på en skole som denne, især når man interesserer sig for undervisning og læring. Vi måtte derfor spørge os selv, hvad der skulle prioriteres, og hvordan det skulle gribes an.
For os var det bl.a. vigtigt, at lærerne fik yderligere mod op og lyst til at bruge CL i deres undervisning, men hvad skal der til for at nå et sådan mål? For det første forudsætter det at lærerne synes, at det er nemt eller i det mindste overkommeligt at anvende strukturerne. Dernæst  forudsætter det, at de forstår, hvorfor gruppearbejdet er en gevinst for fællesskabet og den enkeltes udvikling, og det forudsætter, at de kan lede og organisere et gruppearbejde. ”Av min arm”! Det er noget af en opgave i et land, hvis skolekultur minder om vores tilbage i 50érne, og hvor det mildest talt handler mest om at være blandt de ti bedste i klassen og score A+, så man kan sikre sin egen fremtidige uddannelse gennem scholarship.


Der er ydermere en kulturel barriere. Her i Bangladesh er det ikke helt så naturligt at handle selvstændigt, og mange gange handles der først, når der er blevet udstedet en ordre til at udføre en bestemt opgave. Det lyder måske lidt hårdt, men ikke desto mindre er det vores oplevelse, at dette er en stor udfordring i Bangladesh.

Lærerne prøver "Talk and Trade" og diskuterer og repeterer deres viden for hinanden.
Vi er gået i dybden med ti strukturer, og til hver af dem fik vi kreeret en CL User Guide. Vi har talt om, hvornår det var mest fornuftigt og brugbart at benytte de enkelte strukturer, diskuteret detaljer, udfordringer, formål og meget andet. Lærerne her er videbegærlige, hvilket også er  kommet til udtryk i nogle af vores spændende diskussioner. Det har været vidunderligt at opleve deres interesse og entusiasme.



Vi forsøgte at fokusere en del på gruppearbejdet og genrel klasseledelse. Hvordan giver man feedback til eleverne, hvis de svarer forkert på et spørgsmål? Hvordan ”coacher” man hinanden, hvis man ikke kan svare på spørgsmålet i gruppen eller pararbejdet? Hvordan opmuntrer man hinanden? Hvad er et åbent/refleksions spørgsmål og hvorfor er de vigtige? Hvordan aktiverer man elevernes førviden og meget andet. Det har været super spændende at følge lærernes udvikling, og det er vores fornemmelse, at de er ved at have integreret noget af vores undervisning i deres egen bevidsthed og praksis.

Ja, nærmest alle kan svare efter brug af samarbejdstrukturerne fra CL. Før ville måske en tredjedel  kunne svare på lærerens spørgsmål - FEDT altså!


Vi har også spurgt eleverne hvordan de oplever Cooperative Learning, og her er nogle af deres udsagn:

"Før turde jeg ikke sige så meget i timerne, nu tør jeg godt, og jeg kender oftere svaret på lærerens spørgsmål."

"Lærerne virker som om de synes det er sjovere."

"Alle i gruppen er nød til at sige noget. Det er bedre at alle deler med hinanden."

"Jeg kan svare på mange flere spørgsmål, fordi vi repeterer spørgsmålene for hinanden.  Og hvis jeg ikke kan svare rigtigt, så kan min makker."

"Undervisning med CL er bare meget sjovere end alm.undervisning."

" Det er ikke kun de dygtige som kan svare – nærmest alle kan svare. Vi hjælper hinanden, og deler i gruppen . Det kan jeg godt lide." 


Khub Bhalo - Weel done. Eleverne opmuntrer hinanden


Talking Chips - alle får mulighed for at sige/dele deres viden eller mening


Inside-Outside-Cicle.
Eleverne elsker denne struktur fordi de kommer ud og bevæger sig imens



I slutningen af marts var alle lærerne til en individuel mundtlig og praktisk eksamen. Det var en sjov og fornøjelig oplevelse at eksaminere dem med dug, vandglas og småkager på bordet. De var alle vildt nervøse, og det på trods af at vi havde udleveret eksamens spørgsmålene en uge tidligere. Vi talte bla. Med dem om deres syn på skolens opgave, hvilke sociale kompetencer eleverne udvikler i gruppearbejdet, hvordan give feedback, hvordan coache, hvad er åbne/refleksions spørgsmål og hvorfor er de vigtige. Det sejeste af alt var, at alle lærerne talte engelsk under deres mundtlige eksamen – et kæmpe fremskridt for især to af lærerne. Alle bestod og er utrolig stolte af deres andet CL certifikat i samlingen, som sikkert ender i glas og ramme.




Principal Lillian, Arun, Didjen, Shimon og Shahara



Didjen og Andreas kloger sig







De sidste 14 dage har vi brugt på intensiv computer træning. Skolen er blevet velsignet med seks nye laptops, som lærerne må tage med hjem til privat brug efter skole. Til den praktiske CL eksamen var der til vores begejstring tre lærere som havde forberedt spørgsmålskort på deres laptop og printet dem. Så sejt altså. Internettet er især det store hit og vi sender mails og beskeder på facebook til hinanden. Ydermere har de alle fået de undervisningsvideoer som vi har optaget i deres timer. Dem viser de stolt frem til venner og familie.

Af hjertet tak siger vi og helt sikkert også alle her på skolen.


Shimon demonstrerer hvad de lige har lært








søndag den 24. marts 2013

Hosianna Hosianna

Af Sara Nilsson Ellerbek


Hosianna!
Velsignet være han, som kommer,
I Herrens navn, Israels konge! (Joh.12.v.13)



Palmesøndag i Bangladesh


I går talte vi med Maya, om hvilke traditioner de har omkring palmesøndag. Hun viste os alle de indsamlede palmegrene, og fortalte os at, ” i morgen tidlig før solen står op, så går vi rundt her på skolen, og synger Hossiana – så omkring kl.6.00”. Huu ha tænkte Andreas og jeg, vi holder nemlig ret meget af at sove længe, men vi havde så sandelig ikke lyst til at gå glip af denne fest. Vi forhørte os lige hos Didjen og hos Mutilal, som skulle stå for gudstjenesten, om hvornår de troede at vi skulle være klar. De sagde kl.9.00. Lækkert – så kunne vi alligevel sove længe og være med til festen.
I morges stod vi op, fik vores morgenkaffe, og diskuterede, om vi skulle satse på at komme fra starten af gudstjenesten? Det er nemlig således, at det er lidt som vinden blæser hvornår gudstjenesten egentlig starter, men vi blev dog enige om at være klar fra start kl.9.00. For i dag skulle der jo ske noget ganske særligt. Imens jeg drak kaffen, kunne jeg høre de skønne unger snakke og hygge sig lige ude foran vores dør, og så at de var i færd med at dekorere palmegrenene med blomster. Jeg må sige, at jeg var i total forventning til denne søndag, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Forrest gik Mutilal og dernæst alle børnene, og lidt efter lidt stødte flere af de lokale fra menigheden med i vores lille optog rundt på skolens areal.
Jeg blev utrolig rørt af at følge med i dette optog. Pyntede palmegrene, en varmende sol og 80 børne stemmer som sang af deres fulde hals, især på, ”Hosianna Hosianna”. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte sae ud dengang? Jesus som kom ridende på et æselføl, alt i mens folket sang og priste ham, og kastede deres palmegrene ned for ham. Det blev til en helt åndelig oplevelse for mig.  Jeg tror, at den varme sol og palmegrenene gjorde, at det hele blev så konkret for mig.
Efter optoget holdte vi en dejlig gudstjenete med en masse sange og bøn.

Påsken er en fantastisk tid – og vi glæder os virkelig til at se og opleve mere af hvordan de fejrer påsken. På torsdag er jeg blevet bedt om at synge en dansk sang til gudstjenesten – nogle forslag? Good Friday, som de kalder det, skal der læses forskellige tekststykker op af de lokale menighedsmedlemmer, og søndag tager vi til Rajshahi sammen med Lillian og besøger hendes kirke.

Glædelig palmesøndag og glædelig påske

KH. Sara og Andreas



















onsdag den 6. marts 2013

Blog på ferie i Nepal


Af Andreas Nilsson Ellerbek





Efter en herlig tid sammen med vores forældre tog vi et smut til Nepal på en otte dages ferie. Og det kommer der lige et lille ”ekstra” blogindlæg om

Vi startede ud med to dage i hovedstaden Kathmandu, hvor vi boede på et hyggeligt hotel kun 5 minutters gå gang fra indre ”Thamel” og 10 min fra ”Dubar Square”. Derfra tog vi bussen til Pokhara, som ligger ved bredden af en sø omgivet af bjerge og med udsigt til Himalaya bjergene. Vi var i Phokara fem dages tid, og tog derefter tilbage til Kathmandu, hvor vi tilbragte en enkelt dag, inden vi fløj tilbage til Bangladesh. Og HELDIGVIS lukkede de os ind i landet igen til trods for, at vores visum er udløbet og at vi kun har et stykke papir på at vi højst sandsynligt får to måneder mere.
Da det bliver lige lovligt at skrive om alle oplevelserne fra ende til anden, har vi valgt at lave en top 5 liste, begyndende fra bunden. 

Nr. 5 - Mad
På femtepladsen har vi alle madoplevelserne fra de mange restauranter i Kathmandu og i Pokhora. Sammenlignet med restaurenter derhjemme var de europæiske retter måske ikke noget ekstraordinært, men de mange lækre vegetar retter var helt sikkert værd at skrive hjem om. Og samtlige restaurenter havde en hyggelig atmosfære og betjeningen var god. Hvad der gjorde det hele endnu mere fantastisk var selvfølgelig, at det var første gang i seks måneder vi smagte mad som ikke kom fra det Bengalske køkken (som ikke er dårligt men unægteligt lidt ensformigt – ris, dal (carry) og kylling). 
Nr 4 – Hindutempel
Det var noget af en blandet oplevelse at besøge den hinduistiske tempelby Pashupatinath, hvor en hellig flod forbundet med Ganges løber igennem. 
Stemningen på dette sted var helt speciel, og alt andet end hvad vi havde forventet. Vi havde forinden læst om stedet og noteret os at det blev bygget til ære for Hinduguden Shiva, og er et af de aller helligste hindu templer i Nepal. Og at der dagligt finder mange kremeringer sted ved flodbredden. Vi besøgte templet med en forventning om at møde en atmosfære præget af højtidlighed, ærefrygt og respekt overfor de døde og deres familier, men det var ikke det der mødte os da vi ankom... 
Alt hvad vi så, virkede for os kaotisk, rodet og alt andet end højtidligt. Langs flodens bredder foregik der alverdens aktiviteter. En munk søsatte en offergave i form et æble noget ris og lidt blomster samtidig med, at en anden hældte en stor spand affald ud i floden kun et par meter derfra, en lille gruppe mennesker dansede og sang for Shiva, og en anden stod og roede i resterne af et bålet fra en kremering. På broen over floden var der fyldt med turister som tog billeder til højre og venstre. Gamle mænd overmalet med hvid, gul og rød maling forsøgte at tjene lidt penge på at blive fotograferet. Alle vegne var der travlhed og alle vegne var der tiggere som sad og hang. Da vi søgte lidt væk fra alt virvaret ved floden for at få en cola og en slapper, kom vi i snak med fire hellige hindupræster klædt i rødt, som høfligt tilbød os at ryge med på deres hash pibe. Jeg kunne ikke lade være med at more mig ved forestillingen om hvordan fire skæve folkekirkepræster mon ville se ud derhjemme…?  
Alt i alt var Hindutemplet en god oplevelse. En af den slags som minder en om, hvor forskellige kulturer og mennesker kan være.    

   
Nr. 3 Buddhist pagoda ”Swayambhunath”
Også kaldet ”The Monkey Temple” lå på en bakketop inde i Kathmandu by. To trapper førte op til bakke-/bjergtoppen hvor den storslåede phagoda strakte sig mod himlen, sådan som et kirketårn ville have gjort det derhjemme.  Jeg kan ikke finde ud af, at beskrive hvad det var ved dette sted, som gjorde et så dybt et indtryk på mig. Måske en åndelig oplevelse, måske en kulturel overrumpling eller måske noget helt tredje. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at det var andet og mere end en almen fascination over et imponerende bygningsværk. Da jeg så på Buddhafiguren, som var placeret ved siden af Pagodaen, kom til at tænke den fuldstændige åndelige oplysning Buddha efter sigende skulle havde opnået som 35 årig. Da jeg en tid havde stået og set på figuren, var det som om jeg på den ene side følte mig genkendt og på den anden side fremmedgjort. Genkendt fordi Buddhaen symboliserer målet eller opnåelsen af en åndelig søgen som jeg selv, og formentlig også resten af denne verdens mennesker, på den ene eller anden måde kan genkende. Fremmedgjord pga. min egen erkendelse af aldrig at blive i stand til at opnå det som statuen er et udtryk for. Herefter afløstes alle følelserne i mig, af en taknemmelighed over at tilhøre en Gud som ikke kræver det umulige af mig, men selv gik vejen i mit sted og dermed gjorde det umulige fuldkommende tilgængeligt for det ufuldkommende menneske. 
Om man er religiøs, nyreligiøs, søgende, troende, ikke troende eller ateist, så kan jeg kun anbefale at tage forbi Swayambhunath, hvis vejen går forbi Kathmandu i Nepal.



Nr. 2 - At møde mennesker.
På vores tur mødte vi en hel del interessante mennesker. Bl.a. et ungt par fra Bangladesh som er i gang med at opstarte et NGO-arbejde og derfor gerne ville snakke om organisationsstruktur og sustainability mm. Dem håber vi, måske på et senere tidspunkt, at mødes med i Dhaka. En bengalsk hindufamilie fra Nilphamari. Og Kassie og Marc, et ungt par fra Canada, som vi fulgtes med en af dagene og endte med at spise dejlig aftensmad sammen med. 
Men de to mest interessante personligheder var dog Majladaj fra Neplal og Bob fra England, som boede ikke lang fra hinanden på en bjergside, hvorfra man kunne se Pokhora sø samt Himalaya bjergene i horisonten
 Majladaj ejer ”Hotel Open Air” hvor vi overnattede en enkelt nat (absolut anbefalelsesværdigt) og hans sted er et samlings punkt for mange lokale. Han elsker at sidde og snakke og spille spil. Bob boede delvist på hotellet og delvist i et lille grønt skur, som er under konstruktion, kun 2 min derfra. 

Da Bob en dag havde samlet lidt ekstra penge sammen, sagde han i en alder af 37 år sit job op, trampede på sit ur, smed sit jakkesæt i floden, udlejede sin lejlighed og rejste ud i verden. Efter to-tre års rejse, opdagede han dette fredsfyldte lille sted i Nepal på Majladejs bjergside. Nu er han som sagt i færd med at bygge sig et skur med et kæmpe vindue og en seng hvorfra han kan se solopgangen over Himalaya bjergene – ja hvad mere har man brug for? Hver dag spiser han Majladajs hustrus virkelig lækre nepalesiske mad, hvor alle grønsagerne i øvrigt stammer fra baghaven bag hotellet – økologisk dyrkede = hurra! Vi havde en utrolig hyggelig eftermiddag og aften i selskab med de to sælsomme mennesker.   

Nr. 1 - Udsigt over Himalaya bjergene
Førstepladsen går selvfølgelig til Himalaya bjerge, som man bare ikke kan bliver færdig med at se på. Første gang vi kastede et blik på bjergkæden var fra flyveren på vej til Kathmandu. På dette tisdpunkt var de langt ude i horisonten, og lignede derfor mest kantede og flossede skyer. Da vi et par dage senere ankom til Pokhora på en gråvejrsdag, var det derfor lidt antiklimaks ikke at kunne se bjergene. Dette ændrede sig dog radikalt da vi næste morgen vågnede op til en absolut storslået udsigt over bjergene, som rejste sig over byen. Det var et voldsomt og smukt syn. Den flotteste udsigt over Himalyabjergene fik vi  en morgen midt i på ugen, hvor vi tog op på toppen Sarangkot, et af de mindre bjerge tæt på Pokhora by. Og der sad vi så på toppen og nød udsigten helt indtil midt på dagen hvor skyerne lukkede forestillingen. 
Nepal kalder os helt sikkert tilbage. Om ikke et par år, så engang når håret er gråt og vi kan tage vandrestokken i hånden. Himalaya bjergkædens fantastiske bjerge er bare betagende og RESPEKT  til Guds smukke smukke skaberværk.



Familiebesøg = rugbrød, rødvin og råhygge!


Af Sara Nilsson Ellerbek


Fra d. 6 februar og frem til d.17 februar havde vi fornemt besøg af Saras mor, Jette og Andreas forældre Kirsten og Bjørn og lille søster Maria.

Det var intet mindre end fantastik at se noget af  familien igen, og tiden vi havde sammen fløj afsted, så før vi fik set os omkring, havde vi sat dem på flyveren hjem til DK igen. Men hvor var det bare en velsignelse, at kunne dele nogle af de oplevelser, og lidt af den hverdag som vi har hernede sammen med dem.
Mandag d. 6.feb. hentede Andreas og Dayal familien i Dhaka lufthavn, men ikke i en almindelig micro bus, nej - i en lejet ambulance, fordi vi uheldigvis var ramlet ind i en strejke eller ”Hotal”, som de kalder det, hvilket betød at der var udkørselsforbud.
Udkørselsforbudet gjaldt dog ikke ambulancer, så familiemedlemmerne og deres kufferter blev losset ind i ambulancen, som kørte afsted mod Viator Guest house med blå blink og måbende passagerer. Efter et par timers søvn på de lejede værelser havde klokken passeret fem, hvor udkørselsforbudet ophørte, og vi kunne køre mod Saraswatipur. En lang køretur på mellem 7 – 9 timer. Og vi ankom omkring kl.2.00. På turen i bilen hørtes sjove udbrud som, ”SE, der sidder fem mennesker på taget af bussen”. ”Se lige alle de køer der er læsset sammen på den lastvogn”. ”AJ, har du lige set – den ged sidder i en pose på cykelstyret”. ”WOOOW, vi kører i den forkerte side af vejen – og chafførren leger vist ”chiken race””.
Det var sjovt observerer familien, som kommenterede, og bemærkede alle de samme ting som vi i starten også tog notits af, men nu ikke længere overrasker os. Det er mere eller mindre blevet hverdag at se en ged i en pose på styret af en cykel og alle de andre sjove transport former.  Når vi kommer hjem, siger vi måske ”Wooow, se lige alle lygterne virker på den der bus!”
Den følgende uge forsatte vi undervisningen af lærerne på skolen, og de ”gamle” var med som observanter. Især var Jette og Kirsten, som selv er uddannede lærer og underviser henholdsvist i folkeskolen og på en efterskole, meget interesserede i hvilke undervisningsmetoder vi benyttede, og af hvordan disse fungerede i en så anderledes kultur end den danske. De fik også lov at observere lærerne fra SBS mens de underviste med CL-strukturerne, og igen syntes de to lærere, at det var voldsomt interessant. J Efter hver time som vi overværede, fulgte mindst en times opfølgende didaktisk diskussion. Det var helt sikkert en oplevelse for dem at se, hvordan der undervises her på SBS, men også for vores vedkommende var det berigende at diskuterer relevante problematikker med erfarne lærere, som kom med mange spændende perspektiver og gode råd.  

Noget andet som gjorde et stort indtryk på vores familie, var alle de dejlige børnestemmer, som synger af deres  fulde hals i kirken hver dag  til morgen- og aften andagt. Og det kan vi godt forstå! For efter snart at have tilbragt fire måneder på skolen kan vi stadig blive rørt af den dedikerede børnesang, som dog vækker os lige lovligt tidligt om mognen
J



Efter seks i dage Saraswatipur tog vi til Nilphamari, hvor vi tilbragte fire dage før vi tog til Dhaka igen. Vi viste SUPOTH kontoret frem, var på to fieldvisit hvor vi besøgte en selvhjælpsgruppe for kvinder og en Adolescent gruppe (teen gruppe) og så besøgte vi også DBLM hospital (spedalskhedshospitalet i Nilphamari). Under det ene field visit skulle vi interviewe en fødselshjælper og en nybagt mor, en opgave vi fik fra Danmission. Så vi overlod vores familie til én af de lokale fra PI gruppen, og han viste dem rundt i området. Det havde været en rigtig spændende oplevelse for dem, og flere steder blev de inviteret ind til ”dut cha”, deres the med mælk, og lidt snack. De oplevede på nært hold landsby folkenes store nysgerrighed og åbenhed, som vi gang på gang også overraskes over når vi er på arbejde ”ude i marken”.

Noget som vi begge bed mærke i da vi havde besøg var, at vores bengalske venner ikke længere ser os som deres gæster, men som familiemedlemmer. Nu var det vores familie hjemmefra som var gæster. Det var så opløftende at mærke. Ydermere mærkede vi også, hvor stolte vi er over vores bengalske venner, og hvor skønt det var at mærke at vores bengalske venner tog imod vores familie og inviterede dem hjem til mad eller Cha. Det er bare nogle dejlige mennesker som vi er omgivet af.
Et lille indblik i hvad de tømte ud af deres kufferter: rugbrød, snolder, maveonde piller, breve,  tegninger og perleplader fra nevøer og niecer, chokolade, en øl og en vin, pibetobak og lige fem gange mere chokolade. Det nyder vi glæde af nu! Det som fyldte deres kufferter på vej hjem, ud over alle mulige nips ting/ sovouniers og bøger fra os, var:  the, silkesjaler, hårspænder, en lungi (den populære ”mandekjole”), bangla bukser, bangla chips (Marias favorit), og lidt flere sjaler. Og en stor bunke filer med mange mange billeder.
Vi er Gud taknemmelig over, at det kunne lade sig gøre at få besøg derhjemme fra.  Og vi glæder os over, at der nu er endnu flere som for alvor har fået et indblik i det som vi går og laver. Og så var det selvfølgelig også en reminder om hvor dejlig en familie man har, og hvor godt det bliver at bruge mere tid sammen med dem når vi engang rammer DK igen.    





torsdag den 28. februar 2013

Ratons Bryllup


Af Andreas og Sara

Vi nyder at være på SBS, og får undervist en hel masse, men det bliver også til lidt andet ind i mellem som fx et banglabryllup…


Vores gode ven Raton, som er søn af Mutilal vores madfar/kok og banglalærer og bror til Shimon som er lærer på skolen, var sammen med sin forlovede Babe omdrejningspunktet for et storstilet tredags bryllup, som vi var inviteret med til.
Op til selve brylluppet kunne vi løbende følge med i forberedelserne, idet Mutilal som vi snakker med dagligt, havde påtaget sig ansvaret at købe alle madvarer ind til festen, og gentagende gange gav udtryk for, at det var noget af en opgave at organisere et bryllup med over 300 deltagere.   

Dag 1
Bryllupsfesten startede hjemme hos Raton og hans familie, som bor kun 5 minutters gå gang fra SBS.  Festlighederne første dag fungerede som en slags forfest eller opvarmning til dag nr. to, hvor selve vielsen og bryllups ceremonien skulle finde sted.
Da jeg kom om aftnen den første dag, blæste en noget ramponeret diskotekshøjtaler tilsluttet et bil batteri af sted, alt i mens en flok små børn slog sig løs på dansegulvet ved siden af en lidt utilfreds ko. Senere blev der spillet på trommer inde i husets gårdhave. De tre trommeslagere spillede med imponerende dygtighed men også imponerende højt, og som hvid er intet andet en forreste række acceptabelt, hvilket resulterede i en lettere hovedpine. Det næste programpunkt var en typisk Santaler dans, hvor mænd og kvinder holder hianden i hånden, danser en langsom men rytmisk dans alt i mens der messes en form for sang. Mens denne dans stod på blev et tæppe bredt ud på jorden, og det meste af Ratons familie gennemgik et slags ritual. På skift var der enkeltpersoner eller par som satte sig på tæppet, her blev der knælet for dem, rørt ved deres fødder og de fik malet røde prikker i panden. Resten af aftnen flød ud i alle mulige forskellige aktiviteter af vidt forskellig karakter. Kl.23.00 gik jeg hjem til SBS hvor jeg fandt dynen.
Da jeg vågnede senere på natten kunne jeg stadig høre musik og trommespil fra Ratons hjem og før jeg igen faldt i søvn nåede jeg at tænke:
”Gad vide hvad der venter os i morgen?”



Dag 2

På anden dagen udfoldede festlighederne sig hos Babes familie ca. en times kørsel fra SBS. Der var fælles afgang om morgenen med to lejede busser og en VIP minibus med Raton, hans nærmeste familie og Sara og Jeg. Mange af ritualerne fra førstedagen gentog sig, men der var også nye i blandt så som risvins smagning og gaveoverrækning samt vielse og velsignelse af brudeparret.

Højtepunktet var dog uden sammenligning selve vielsen. Scenen var smukt dekoreret med blomster og farvestrålende stof. En præst fra den Bengalske Lutherske Kirke stod for liturgien. Raton og Babe sad overfor hinanden mens en kødrand af mennesker havde dannet en stor kreds om de to. I modsætning til bryllupper som vi kender dem, var brudeparrets ansigtsudtryk utrolig alvorlige og de kiggede ikke på hinanden en eneste gang under vielsen. Lige før velsignelsen ringede præstens mobil selvfølgelig, Sara og jeg smilede lidt til hinanden, men de omkringværende lod ikke til at tænke videre over det. Da præsten et par minutter senere er i gang med at vie det unge par, besvimer Mutilal Ratons far og bliver straks hjulpet væk fra scenen. Præsten taler højre for at overdøve den mumlen der er opstået i kølvandet på Mutilals pludselige ildebefindende. Da han får sagt amen begynder bandet straks at spille og folk myldre ud på dansegulvet.
Det var fantastisk at betragte de dansglade bengalere, men endnu vildere blev det da jeg, Andreas bliver taget under begge arme og slæbt med ind på dansegulvet. Jeg er ikke den store danser, men udfoldede mig det bedste jeg havde lært til stor begejstring for de råbende og klappende tilskuerne. ”Wow! You are dancing like Michael Jackson”.


Vi spiste frokosten sammen med Raton og Babe inde på et værelse hvor de to tilbragte det meste af tiden under festen. I modsætning til vores måde at feste på hjemme i Danmark, så deltog brudeparret ikke i den store floks fest, men alle som ville, kunne komme ind og snakke og hilse på dem. Vi følte os utrolig beæret over at spise sammen med dem, og oplevede også, trods den alvorlige stemning under vielsen, så sad de helt tæt, sendte hinanden små hemmelige smil og den enes hånd stødte ”tilfældigvis” på den andens.



Babe pyntes op til fest 
Dag 3 Tredjedagen foregik igen hos Ratons familie. Andreas og jeg var ved at være godt brugte og sad derfor mest og nød den festlige stemning og fik snakket med en masse kendte mennesker fra Saraswatipur. Det var dog ikke at mærke på de inviterede, som utrætteligt festede videre med sang musik og dans.


Denne dag var der igen gaveoverrækning. På andendagen var det Babes familie, venner og bekendte som gav gaver og omvendt denne dag, Ratons. De to nygifte var skønne at se på, man fornemmede at det lidt anspændte imellem dem havde lagt sig, og de så ud til at slappe af og nyde festen omkring dem på en anden måde en dagen før.
Det var en helt igennem skøn oplevelse at være med til et bryllup af så radikal anderledes karakter og selvom det hele var knap så højtideligt som man er vant til, har vi sjældent oplevet noget så festligt som dette. Sikke en energi og livsnerve bengalere har.

Tilbag er der bare at sige: Må Gud velsige Raton og Babe og deres ægteskab.



Dans uden for Ratons hus
Ratons forældre Minu og Mutilal





lørdag den 26. januar 2013

Tidlige ægteskaber

Af Andreas Ellerbek - Reportage


 Vi er tilbage i den landsby uden for Dimla, hvor vi besøgte vores første Adolescent gruppe. Nye ansigter er i mellemtiden kommet til, selvom de fleste er velkendte. Dengang sad vi på det samme slidte tæppe som nu, og svedte mens vi ventede på, at det blev vores tur til at sidde med viften, som gik på omgang mellem de forsamlede.
Nu er det ca. 4 grader og vandkoldt, vi sidder med tre par sokker, skiundertøj og flere trøjer. Det er svært at holde den dårlige samvittighed på afstand, når jeg betragter pigernes påklædning som trods den historisk kolde vinter, ikke er meget anderledes end under vores første besøg. De fleste sidder barfodet som dengang, enkelte har en ekstra trøje på, mens andre har viklet et sjal om skuldrende. Deres gode humør virker imidlertid upåvirket af kulden.


Selvom mødet oprindeligt kun er tiltænkt Anne fra SUPOTH, Sara og jeg og alle pigerne fra gruppen, går der ikke længe, før landsbyens øvrige medlemmer begynder at dukker op mellem de fire lerhytter, som indhegner den lille gård hvor vi sidder. Dagens emne er tidlige ægteskaber, og Roma som er deres leder og fieldtrainer for SUPOTH styrer samtalen. Da hun spørger, om et tidligt ægteskab kan have særlige konsekvenser for pigernes vedkommende, forklarer en pige fra gruppen at kroppen på en 13 årig ikke er færdigudviklet, hvilket øger risikoen for komplikationer ved en fødsel. En anden piger tager tråden op, og fortæller at tre unge piger fra deres lokalområde inden for den sidste måned, måtte lade livet under fødslen som følge af forblødninger.

Jeg er ikke i tvivl om pigernes tanker og ønsker i forhold til tidlige ægteskaber, men desværre er det ikke pigernes stemmer der lyttes til når beslutningen om at bortgifte en 13 årig pige træffes. Netop derfor er jeg i denne situation kun taknemmelig over, at alle de forsamlede mennesker som stirrer ned på tæppet hvor vi sidder, forhåbentlig røres af pigernes på en gang stille og samtidig larmende ønske om en lidt mere retfærdig fremtid. 


Da pigerne afslutter deres samtale med hinanden, og begynder at gøre sig klar til dagens dramastykke, som også omhandler tidlige ægteskaber, er der fuldt hus. Alle vinduer og døråbninger er udfyldt med nysgerrige ansigter, og folk må trække sammen for at skabe plads til scenen.Stykket handler om en piges mislykkede kamp for at undslippe et tidligt ægteskab, og der stilles skarpt på de som tjener og på dem som må betale. Mandens medgift, personen som arrangerede ægteskabet og modtager betaling for at have fundet ”det perfekte match”, samt politiet som modtager bestikkelse for at lade ulovligheden passerer, er blandt dem som tjener penge på pigens uønskede situation.
Skuespillerpræstationen er fremragende, temaet faretruende vedkommende og det synlige resultat udmønter sig i form af smil, grin og klapsalver.

Selvfølgelig kan man se på statestikkerne som er fortaget af SUPOTH og konkludere, at antallet af tidlige ægteskaber har været dalende i områderne hvor der er etableret ”selv-hjælps grupper” og Adolescent grupper, men efter dagens oplevelse er det ikke statestikker det fylder mit hoved. Det er derimod et håb og en tro på at pigernes engagement i gruppen er med til at ændre deres omgivelsers syn på dem og de tidlige ægteskaber.