Familiebesøg = rugbrød, rødvin og råhygge!

Af Sara Nilsson Ellerbek

Fra d. 6 februar og frem til d.17 februar havde vi fornemt besøg af Saras mor, Jette og Andreas forældre Kirsten og Bjørn og lille søster Maria.

Det var intet mindre end fantastik at se noget af  familien igen, og tiden vi havde sammen fløj afsted, så før vi fik set os omkring, havde vi sat dem på flyveren hjem til DK igen. Men hvor var det bare en velsignelse, at kunne dele nogle af de oplevelser, og lidt af den hverdag som vi har hernede sammen med dem.

Mandag d. 6.feb. hentede Andreas og Dayal familien i Dhaka lufthavn, men ikke i en almindelig micro bus, nej - i en lejet ambulance, fordi vi uheldigvis var ramlet ind i en strejke eller ”Hotal”, som de kalder det, hvilket betød at der var udkørselsforbud.
Udkørselsforbudet gjaldt dog ikke ambulancer, så familiemedlemmerne og deres kufferter blev losset ind i ambulancen, som kørte afsted mod Viator Guest house med blå blink og måbende passagerer. Efter et par timers søvn på de lejede værelser havde klokken passeret fem, hvor udkørselsforbudet ophørte, og vi kunne køre mod Saraswatipur. En lang køretur på mellem 7 – 9 timer. Og vi ankom omkring kl.2.00. På turen i bilen hørtes sjove udbrud som, ”SE, der sidder fem mennesker på taget af bussen”. ”Se lige alle de køer der er læsset sammen på den lastvogn”. ”AJ, har du lige set – den ged sidder i en pose på cykelstyret”. ”WOOOW, vi kører i den forkerte side af vejen – og chafførren leger vist ”chiken race””.

Det var sjovt observerer familien, som kommenterede, og bemærkede alle de samme ting som vi i starten også tog notits af, men nu ikke længere overrasker os. Det er mere eller mindre blevet hverdag at se en ged i en pose på styret af en cykel og alle de andre sjove transport former.  Når vi kommer hjem, siger vi måske ”Wooow, se lige alle lygterne virker på den der bus!”

Den følgende uge forsatte vi undervisningen af lærerne på skolen, og de ”gamle” var med som observanter. Især var Jette og Kirsten, som selv er uddannede lærer og underviser henholdsvist i folkeskolen og på en efterskole, meget interesserede i hvilke undervisningsmetoder vi benyttede, og af hvordan disse fungerede i en så anderledes kultur end den danske. De fik også lov at observere lærerne fra SBS mens de underviste med CL-strukturerne, og igen syntes de to lærere, at det var voldsomt interessant. J Efter hver time som vi overværede, fulgte mindst en times opfølgende didaktisk diskussion. Det var helt sikkert en oplevelse for dem at se, hvordan der undervises her på SBS, men også for vores vedkommende var det berigende at diskuterer relevante problematikker med erfarne lærere, som kom med mange spændende perspektiver og gode råd.  

Noget andet som gjorde et stort indtryk på vores familie, var alle de dejlige børnestemmer, som synger af deres  fulde hals i kirken hver dag  til morgen- og aften andagt. Og det kan vi godt forstå! For efter snart at have tilbragt fire måneder på skolen kan vi stadig blive rørt af den dedikerede børnesang, som dog vækker os lige lovligt tidligt om mognen J

Efter seks i dage Saraswatipur tog vi til Nilphamari, hvor vi tilbragte fire dage før vi tog til Dhaka igen. Vi viste SUPOTH kontoret frem, var på to fieldvisit hvor vi besøgte en selvhjælpsgruppe for kvinder og en Adolescent gruppe (teen gruppe) og så besøgte vi også DBLM hospital (spedalskhedshospitalet i Nilphamari). Under det ene field visit skulle vi interviewe en fødselshjælper og en nybagt mor, en opgave vi fik fra Danmission. Så vi overlod vores familie til én af de lokale fra PI gruppen, og han viste dem rundt i området. Det havde været en rigtig spændende oplevelse for dem, og flere steder blev de inviteret ind til ”dut cha”, deres the med mælk, og lidt snack. De oplevede på nært hold landsby folkenes store nysgerrighed og åbenhed, som vi gang på gang også overraskes over når vi er på arbejde ”ude i marken”.

Noget som vi begge bed mærke i da vi havde besøg var, at vores bengalske venner ikke længere ser os som deres gæster, men som familiemedlemmer. Nu var det vores familie hjemmefra som var gæster. Det var så opløftende at mærke. Ydermere mærkede vi også, hvor stolte vi er over vores bengalske venner, og hvor skønt det var at mærke at vores bengalske venner tog imod vores familie og inviterede dem hjem til mad eller Cha. Det er bare nogle dejlige mennesker som vi er omgivet af.

Et lille indblik i hvad de tømte ud af deres kufferter: rugbrød, snolder, maveonde piller, breve,  tegninger og perleplader fra nevøer og niecer, chokolade, en øl og en vin, pibetobak og lige fem gange mere chokolade. Det nyder vi glæde af nu! Det som fyldte deres kufferter på vej hjem, ud over alle mulige nips ting/ sovouniers og bøger fra os, var:  the, silkesjaler, hårspænder, en lungi (den populære ”mandekjole”), bangla bukser, bangla chips (Marias favorit), og lidt flere sjaler. Og en stor bunke filer med mange mange billeder.

Vi er Gud taknemmelig over, at det kunne lade sig gøre at få besøg derhjemme fra.  Og vi glæder os over, at der nu er endnu flere som for alvor har fået et indblik i det som vi går og laver. Og så var det selvfølgelig også en reminder om hvor dejlig en familie man har, og hvor godt det bliver at bruge mere tid sammen med dem når vi engang rammer DK igen.