Dhaka – et sted du gerne vil hjem fra!

Af sara og Andreas Ellerbek, d.14.10.12

Ude godt, men hjemme bedst - Nilphamari du er god ved os!

Nu må det være tid til en lille opdatering her fra os i Bangladesh. De sidste tre uger har stået på kontorarbejde, udflugt til ”De hemmelige elskeres sø” og til hovedstaden Dhaka hvor der skulle ansøges om forlængelse af visum.

Kontoret vi elsker
På kontoret har vi arbejdet på at forberede et intensivt tre dages engelsk forløb for SUPOTH’s field managere, som kommer til at løbe af stablen d 15.10 og frem til d 17.10. Vi har dog ikke engelsk som linjefag, men didaktik er da noget, vi kan. Den største udfordring didaktisk set er, at de er på så vidt forskellige niveauer. Den ene er meget god til at forstå og tale engelsk, hans udtale er dog mågesprog. En anden forstår, men kan ikke udtrykke sig, og de sidste fire er på ”stunde nul”. Da vi også skal undervise deres field trainers, som arbejder under en field manager, foreslog vi, at vi kunne niveauopdele på to kurser. Meeeeeen, hiearaki og stolthed er didaktikkens modstander. For det ville jo være dybt pinligt for den stakkels field manager, hvis han sagde noget forkert foran sin field trainer. Så niveauopdeling 2x2 er bedre i Bangladesh J. Vi smiler af det, og skriver os det bag øret.

Derudover har vi også brugt en del tid på at diskuterer og designe hjemmeside for SUPOTH. Efter at vi første gang bad medarbejderne fra SUPOTH overveje, hvordan de ønskede opsætningen på hjemmesiden, endte det med en konstruktiv debat om, hvad der i det hele taget er op og ned i deres organisation, hvad de kalder deres projekter, hvad hører til hvor og hvordan. De bad os efterfølgende planlægge en refleksions workshop med fokus på SUPOTH’s interne struktur, navngivning samt opsætningen af hjemmesiden, ” og den dag skal vi selvfølgelig have god mad” sagde Dayal med et stort smil. Det er en god øvelse for dem at prøve at forenkle deres mange forklaringer på deres projekter og for dem selv at vide og være enige om had der hører til hvor.

Udflugt

Lørdag d.29 okt. var vi på udflugt. Keya, som er datter af Halima, vores madmor tog sammen med os, Anni fra kontoret og søde Jalal – vores chauffør med til Dinajpur. Vi tænkte ”nu skal vi da rigtig handle”, men som så ofte ved man aldrig helt, hvordan planen er, og hvordan dagen egentlig kommer til at forløbe. Vi kom på grønsagsmarkedet som var en del af planen. Her fik vi købt en masse godt til vores nu færdigetablerede køkken. Et salathoved, som smager af kinakål, og en radise var en fryd at spise, da vi kom hjem. Efter grønsagsmarkedet gik vi en tur ved søen Ramsagar, som også kaldes for ”De hemmelige elskeres sø”. Det var frygtelig varmt, men skønt at gå en tur og nyde naturen, søen, lidt skov og små blomsterbede. Vi smagte også deres  street candy - ”slik”, en sur frugt med en masse krydderi. Det smagte lidt som Santa Maria Original og noget andet ubestemmeligt. Men de nød det og vi smagte.

Markedet i Dinajpur - der er gulerødder "Hurra"

Den lille "slik" bod ved Ramsagar

  

Dhaka – et sted du gerne vil hjem fra

Lørdag d. 6 kørte vi tidligt om morgenen mod Dhaka for at melde vores ankomst på den danske ambassade og for at søge om fornyelse af vores visum, da man kun kan få for 90 dage ad gangen. Efter en 10 timers køretur og vores første overnatning på et hotel erfarer vi at registreringen skulle ske online og ikke på selve ambassaden, og at Dayal selv tog sig af vores ansøgning om forlængelse af visum. Vi var i første omgang lidt ærgerlige over at have taget den lange vej forgæves, men vores bengalske venner trak bare på skuldrene og sagde ”Okay, no problem”. Efter vores første oplevelse af den lange køretur fra Dhaka og til Nilphamari håbede vi på, at det aldrig skulle ske igen, før vi skulle herfra. I Dhaka er der så mange mennesker, et trafik kaos man ikke kan forestille sig, med mindre man har oplevet det og mange ubestemmelige lugte.  Der er bare bedre på landet – så er det sagt J

Udsigt fra vores hotel

Nighttime

Selvom turen endte med ikke at tjene noget praktisk formål, og tog en drejning som vi ikke havde regnet med, tog vi ikke derfra uden at have udrettet noget. Sara og Anni, fik køb tøj, mad og div. andre ting mens Andreas lå i sengen med dårlig mave. Det vigtigste køb var yoghurt, dansk smør, havregryns kiks og en Snickers. Det var fryd og gammen for ganen.  Desværre fik vi også en dårlig nyhed. De vil ikke forny vores visum, derfor står vi pt. til at skulle forlade landet inden d.6.nov. Vi håber, arbejder og beder for at der må åbne sig nogle døre, så vi kan blive. Vi oplevede begge et sug i maven og en stærk følelse af, ”at vi er ikke færdige med Bangladesh”. Vi nyder at være her, har langsomt opbygget nogle gode relationer og fået arbejde for hånden. Så bed gerne for os og for vores visum.

Turen var en blandet fornøjelse men bestemt en oplevelse. Aldrig har vi oplevet en storby være så larmende og fyldt med mennesker som Dhaka. I bilen på vej hjem til Nilphamari blev vi hurtigt enige om, at en hyggelig lille bondeby som Aarhus var at fortrække. Efter fem dage i Dhaka er vi nu hjemme i de vante omgivelser, nyder Halimas mad mere end nogen sinde og tagterrassen har været savnet.

Håber at I nyder efteråret derhjemme. Her venter vi spændte på at rismarkerne ændre farve og at høsten går ind

Travlhed, reklamer, farver = mange indtryk

En fattig familie finder en tidlig morgen mad i skraldet - midt på gaden vel at mærke...

To skønne kvinder: Anni og Keya sammen med mig ved Ramsagar national park (og søen).