mandag den 24. september 2012


Prisen for ”Innocence of Muslims”

Af Andreas Ellerbek, 24.09.12

I går måtte vi blive inden døre pga. en landsdækkende demonstration imod filmen ”Innocence of muslims”. Vi brugte bl.a. tiden på at diskutere situationen med Dayal, lederen af SUPOTH, hvilket fik mig til at tænke lidt over tingende.
Selvom provokation på lige fod med fx ironi kan bruges som et konstruktivt sprogligt kommunikationsmiddel, kommer man sjældent langt med en provokation blot for provokationens skyld. Om manden bag Innocence of muslims’s intenderede hensigt har været det ene eller andet, vil jeg lade andre om bedømme. Derimod ønsker jeg, at henlede opmærksomheden på de mennesker der må betale prisen, for det som nogen vil betegne som retten til at udtrykke sig, og andre vil kalde en naturlig reaktion på en åbenlys provokation.

Som en indledning til det egentlige emne starter vi vores samtale ved at mindes Muhammed-krisen fra 2005.
”Alle folk i Bangladesh plejede at elske danskere, en tegning og alt var ødelagt” siger Dayal med en ærgerlig mine og fortsætter ”nu var det endelige blevet godt igen....”.
Skolesystemet i Bangladesh er på mange måder mangelfuldt, og beskæftiger sig ikke med begreber som dannelse og kulturoplysning som skoler de fleste steder i vesten. Endvidere er det kun en lille del af befolkningen, som har råd til at fortsætte i skole efter den statsfinansierede primary school, som stopper efter 5 klasse. Måske er netop manglende uddannelse og oplysning en af grundende til, at Kurt Vestergaards hoved pludselig sad på skuldrene af alle danskere i tiden efter Muhammed-tegningerne.
Nu går det så løs igen denne gang pga. en film. Dayal forklarer, at størstedelen af den Bengalske befolkning grundlæggende definerer kristendommen, som i deres optik stammer fra vesten, på baggrund af det de ser i Hollywood-film samt på internettet, dels fordi de ikke oplyses om andet, og dels fordi det er deres eneste referenceramme. Visse befolkningsgrupper har således tendens til at marginalisere hvide eller kristne mennesker.  
”Det her kommer til at gå ud over den kristne minoritet i de muslimske lande, det gør det altid når en eller anden fra vesten kommer med en uheldig udtalelse om Muhammed”. SUPOTH arbejder hele tiden på at opretholde en god relation til det muslimske lokalsamfund i områderne hvor de arbejder, men episoder som denne besværliggøre processen forklarer Dayal.

I de lokale nyheder har man bl.a. kunne læse om drabet på to kristne familier fra Pakistan som reaktion på filmen, og om hvordan politiet i den sydlige del af Bangladesh beskytter kirker i frygt for, at lignende episoder skal finde sted her i landet.  
Personligt ved jeg ikke helt, hvad jeg skal tænke om situationen. Det enkelte menneskes ret til at udtrykke sine holdninger og meninger er essentiel for det demokratiske samfunds opretholdelse, hvorfor et kompromis ift. ytringsfriheden, er utænkeligt. Samtidig mener jeg også at nedladende kommunikation er unødvendig, og ikke i overensstemmelse med hvad jeg forstår som kristen næstekærlighed.

Det som gør mig mest harm, er visheden om, at denne konflikts ofre først og fremmest er dem som forsøger at leve et stilfærdigt kristenliv i et muslimsk samfund, men ufrivilligt overdøves af ytringsfriheden som råber fra vest. Det er dem, som efterfølgende må stå til regnskab overfor den vrede del af det muslimske samfund, som i de fleste tilfælde ikke har nogen forudsætning for, at forstå hvad ytringsfrihed er for en størrelse.

Selvom det er en udfordrende tanke, er det alligevel i situationer som denne hvor de imamer som opfordrer til vold og ødelæggelse har brug for vores forbøn.












PS. Til jer som skulle blive bekymrede for os, så er det unødvendigt. Her i Nilphamari er der ganske fredeligt og SUPOTH passer godt på os.
KH. Sara og Andreas


mandag den 17. september 2012

Planer, bananer og det lyserøde hus


Blogger: Sara Ellerbek d 17.09.2012

I forrige uge besøgte vi subdistrikterne Birgonj og Kaharol, som begge ligger i distriktet Dinajpur og er en del af SUPOTH´s old field. De er derfor meget velorganiserede og nærmest selvkørende. Her mødte vi nogle søde, gæstfrie og stolte bengalere, hvilket efterlod sig et vist indtryk hos os. Vi begynder at forstå hvad uddannelse, arbejde og det at kunne forsørge sig selv rent faktisk betyder for mennesker. Mange af dem vi mødte og talte med, bærer en stolthed, som er både beundringsværdig og forståelig

Birgonj

I Birgonj besøgte vi en PI gruppe, interviewede Metron til bladet fremtidsbørn for Danmission. Efter en dejlig frokost hos Nripen fra kontoret besøgte vi en såkaldt ”small business” som har vokset sig stærk og indbringende på flere niveauer
.
En PI gruppe (peoples institution) består af repræsentanter fra de forskellige SHG (selvhjælps grupper) og er det tredje øverste niveau i SUPOTH struktur omkring deres udviklingsarbejde. De mødes ca. en gang om måneden og diskuterer økonomi, hvad og hvordan de skal løse problemer for lokalbefolkningen, hvem der skal undervise i de forskellige SHG og meget andet.

The tailor Regendra Nath Roy
Vi besøgte skrædderbutikken ” Apurebo”, som betyder skønhed. Her arbejder fire mænd hvoraf den ene af dem er ejeren ejer af butikken. Ragendra startede selv med at arbejde for en skrædder, og lærte derigennem, hvad der var nødvendigt for at starte sin egen butik. Han lånte penge af opsparingen fra sin SHG. Pengene er tilbagebetalt, og butikken kører nu på sit tolvte år. I den periode har han også udlært andre skræddere, som efterfølgende har startet deres egen forretning.
”Jeg vil gerne være med til at tage et socialt ansvar ved at forsøge at skabe flere jobs”. Hans drøm er at opstarte en stoffabrik, som producerer nyere og mere moderne stof med mønstre. Han har nemlig erfaret at de unge piger, som studerer udenbys, går i mere trendy tøj, og det vil han gerne prøve at matche.






Kaharol

I Kaharol besøgte vi en PI gruppe, en kvindegruppe, en small buisness og så spiste vi frokost hos Dilip fra kontoret, hvor Andreas også fik instruktioner i hvordan man skal binde sin Lungi. På vejen hjem kørte vi forbi det ældste hindu tempel i Bangladesh. Her fik vi såmænd bananer af den gavmilde ”hindu præst”.


Besøg i PI gruppen
På vejen hen til PI gruppen var der pludselig noget som lyste op i landskabet, og som ikke lod sig overse. En masse mennesker steg af deres motorbikes, cykler og små el scootere og gik over mod et stærkt malet lyserødt hus med lyseblå skodder for vinduerne. Dette hus er selvfinansieret af PI gruppen, og de har i fællesskab hjulpet hinanden med at bygge det. De fortalte stolt, at de bruger huset til deres månedlige møder, men i bestemte sæsoner opbevarer de også afgrøder for de forskellige SHG, som så kan sælge deres varer når prisen
 er høj.


“Alle vores børn går i skole, og fordi vi har lært at læse, skrive og regne kan vi nu hjælpe vores børn med deres lektier. Det gør mig stolt” fortalte en af mændene fra PI gruppen i Kaharol.


Søen og de stolte mænd
Søen og fremtidens fabrik er i baggrunden
PI gruppen kalder sig selv for “Asher Alo” som betyder håb. Hvilket passer godt til netop denne gruppe, som virkelig ønsker, og drømmer om at forbedre forholdene for fattige og undertrykte, og som rent faktisk også handler på det. Folkene fra samfundet ved, at de altid kan spørge om hjælp til at løse konflikter i familien, i samfundet, eller hvis de pludselig står i pengeproblemer. PI gruppen fortalte, at de flere gange har hjulpet unge piger fra at blive gift før de fyldte 18 år. Hvilket er ulovligt i Bangladesh, men sker i bedste velgående. De talte med pigens lærere, den lokale chairman (lokalpolitiker) og pigens forældre og fik således afværget   endnu et early marriage. De har også hjulpet med betalingen af en bryllupsfest, da familien ikke selv havde råd til dette. Desuden har hver SHG en fælles sundhedsopsparing, som alle kan låne eller få penge fra, hvis et familiemedlem får brug for lægehjælp.
Deres store drøm er at de om 3 år (bengalsk tid), kan bygge en lille fabrik på det stykke jord, som de ejer på den anden side af vejen. Her vil de gerne kunne skabe arbejdspladser for alle de som er medlem af en SHG eller for de fattigste i området. På fabrikken skal der væves tæpper, producers rissække, snor, strik og alt det som man kan producer ud af jute (en stængel plante hvis vækstlag er et s

tærk fiber som minder lidt om hør). Vi spurgte om vi ikke må se deres jord, og til vores store overraskelse er det en dam, fyldt med vand omgivet af små bananpalmer midt ude på en rismark. Planen er at fylde dammen med jord og så bygge fabrikken ovenpå.


Tæppevæveriet
Der er fire kvinder i landsbyen, som har udstyret, og som af SUPOTH har lært at væve tæpper. Kvinden på billedet smed hurtigt noget jutegarn op på træpindene, og påbegyndte at væve et tæppe, alt imens hun fortalte at det ca. tager hende en dag at væve et tæppe. Når hun har vævet ca. 20 tæpper, tager hun dem med på markedet og sælger dem for 500 TK. Det koster hende ca. 250 TK. at producer et tæppe. Hvis hun er heldig kan sælge 15 tæpper på markedet om måneden hvilket svarer til en månedsløn på 277,5 kr.






En gavmildhed som udfordrer

De mennesker vi besøgte, serverede hver gang kiks, frugt og te for os på trods af fattigdom og lav økonomi. De der intet har, ønsker stadig at dele ud. Deres gavmildhed synes uafhængig af deres ressourcer eller mangel på samme, hvilket er udfordrende at være vidne til.  
Tingene bliver sat i perspektiv hernede. Trods viden om fattigdom og lav levestandard skal vi ikke falde i den grøft hvor vi lever på en sten i Danmark og har konstant dårlig samvittighed over at bruge penge. Vi skal heller ikke lukke øjnene og bruge løs, men vi skal lære at være taknemmelige for det vi har og være gavmilde med vores penge, ressourcer og vores tid.


Det smukke gamle tempel



I de næste to uger skal vi arbejde her på kontoret. Skrive historier, lave en model over deres struktur, arbejde med deres hjemmeside, forberede lidt engelsk undervisning som skal afholdes i oktober og forhåbentlig planlægge hvornår vi skal være på Saraswatipur boarding school. "Bangla tiden" er skøn. Ingen stress, og vi nyder en afslappet tilværelse. Men den kan også være lidt udfordrende, især for Sara :) 

NB: Du kan se alle billeder i stor format ved at klikke på én af dem

lørdag den 8. september 2012

At tro på et andet alternativ

På besøg hos tre forskellige selvhjælpsgrupper for kvinder i det nordlige Bangladesh

Blogger: Andreas Ellerbek d. 08.09.2012



Umiddelbart er det et idyllisk syn, som møder os, mens vi går langs den smalle jordvej på vej ud til kvindegruppen i subdistiktet Dimla i Nilphamari. Lange bambusrør læner sig ind over vejen, og danner et lysegrønt halvtag der på en gang skygger for solen, og indrammer udsigten over den enorme Teesta flod, som dovent flyder forbi os på den modsatte side af bambusskoven. På vejen foran os sidder et barn overskrævs på en ged, mens hans kammerater står ved siden af og hepper om kap. Jeg tager mig selv i at tænke, at hele denne setting ligner en bengalsk udgave af en Morten Korch film. Så slår vejen et sving.
Synet af spinkle drengebørn som burde være i skole, men i stedet graver grus op fra Teestas breder minder mig om, at Morten Korch aldrig var andet end befolkningens ønskede fortolkning af virkeligheden, og at 90% af befolkning i Bangladesh lever i dyb fattigdom.   
Da vi spørger til deres fremtidsdrømme og deres opsparede penge, er svaret ”at få penge nok til at kunne sende vores børn i skole”.

Dimla
Hjælp til selvhjælp er et motto for SUPOTH, som inspirer den fattige del af befolkningen til at organiserer sig i mindre selvhjælpsgrupper. I Dimla er hustruvold som mange andre steder i Bangladesh et stort problem. I grupperne forsøger de at snakke om dette, hvilket også er en af årsagerne til at selvhjælpsgrupperne altid er kønsopdelt. Udover en fælles opsparinger og folkeoplysning, som er nogle af fokusområderne for SUPOTH, tjener selvhjælpsgruppen også det formål, at skabe rum for samtale og dialog om hverdagens udfordringer og problemer. 
Da vi ankommer til landsbyen, hvor kvindegruppen holder til, er de allerede samlet og sidder i en rundkreds på sivmåtter. Deres farverige sarier bryder med omgivelsernes knækkede jordfarver, og man fornemmer en vilje blandt kvinderne til at ville eksisterer netop her, nær den lunefulde Teesta-fold, på trods af at den ofte går over dens breder og forsager ødelæggende oversvømmelser. Befolkningen er ofte
Kvinderne rejser sig og hilser os med ordene ”No mozkar”, og vores samtale begynder. Der går ikke længe før man fornemmer, at kvinderne nyder godt at det sociale samvær og de trygge relationelle betingelser som eksisterer i gruppen. En af gruppens fremtrædende kvinder pointorienterer ”Det her er mit sted, her kan min mand ikke forstyrrer mig”




Boda
I en anden selvhjælpsgruppe i subdistriktet Boda, er en ung pige i gang med at undervise, da vi gør vores entre. En del af ideen bag en selvhjælpsgruppe, er den fælles opsparing som indbefatter en rigtig bankkonto, men for at oprette en bankkonto er det nødvendigt at kunne sætte sin underskrift på papiret, samt at vide en smule om regnskab og økonomi. Derfor sørger SUPOTH for et otte måneders undervisningskursus i selvhjælpsgrupperne.
Hvad betyder det for jer at blive undervist? ”Det er sjovt, og vi er stolte over at lære noget” en anden kvinde tilføjer ”og det hjælper os til bedre at kunne spare penge op til små investeringer”
 Kvinderne på billedet passer alle deres arbejder, på lige fod med landsbyens mænd, men må nøjes med en væsentlig mindre løn, idet der er stor forskel på mand og kvinders status.



Debigonj
Den sidste gruppe vi besøger i subdistriktet Debigonj, har allerede eksisteret i seks år, og er dermed færdige med undervisning og vejledning i hvordan man opsparer og investerer sine penge bedst muligt. Efter en kort samtale med mændene som holdte en ekstraordinær pause fra markarbejdet, viste en samling stolte kvinder landsbyens kollektive investeringsprojekter frem. Blandt dem var bl.a. en symaskine, en lille silkeproduktion med silkelarver, og en mark hvor de dyrkede peanuts og ris.  En kvinde sagde smilende: - ”Vi plejede at være meget fattige i dette område, men nu har alle husstande råd til tre måltider mad om dagen, og vi har en sundhedsopsparing”
































Hver person i en selvhjælps gruppe er ca. i stand til at lægge 10 taka til side om ugen, det svare til 0,72 DKK. En gruppe bestående af 25 personer kan således spare ca. 18 DKK på en uge og 864 DKK på et år.

Når man ser den forvandlende effekt af så små penge, opsparet af de lokale selvhjælpsgrupper selv, går mine tanker tilbage til Jesus som velsignede fem brød og to fisk, mens hans disciple formodentlig tænkte, ”hvordan skal det nogen sinde kunne gøre en forskel”