Skolerotter og gensyn

Af Andreas Ellerbek



Vi er nu kommet tilbage på Saraswatipur Boardings School og vi havde Karsten Lund, som tidligere har opholdt sig på skolen og undervist lærerne i cooperative learning, med i bagagen. Vi er glade for at være tilbage, selvom det ikke er så lang tid siden, at vi var her sidst. Denne gang er det dog mere end blot et besøg. Planen er at vi skal være her til og med marts dog afbrudt af en juleferie. Karsten er på skolen en uges tid, og skal lave forskelligt opfølgende arbejde for Danmission.

Vi blev som sidst modtaget med maner da vi ankom til skolen. Blomster, klapsalver og en masse smil. Det var en god oplevelse at mærke deres imødekommenhed samt gensynsglæden mellem Karsten og lærerne.
Det er i mere end en forstand alle tiders at have Karsten her, ud over at det selvfølgelig er hyggeligt at snakke og bruge tid sammen, er vi også så heldige at blive inkluderet i de relationer som Karsten opbyggede mens han var her sidst.

Den sidste uge har både været intens og spændende. Vi har spist middag hos en radikal muslimsk familie, besøgt en af områdets finere hindufamilier, set gamle ruiner, drukket the hos den ene og den anden, men bedst af det hele var besøget i Monnis (endnu en af Karstens venner) landsby, som ligger midt i den lækreste natur. Vi fik dejlig middagsmad i hendes hjem, slappede af i familiens afskærmede gårdsplads og jeg fik lov at prøve kræfter med bengalske høstmetoder, da vi senere gik tur i rismarkerne.

Gammel Ruin nær SBS

Med Moni på landet

Alt i alt er vi er glade for at være her, selvom det er noget helt andet end Nilphamari, som vi jo var blevet rigtig glade for. Der er dog én særlig udfordring som efterhånden har involveret en hel del mennesker. Det drejer sig om nogle ihærdige rotter som bl.a. ynder at gnave i vores sko, pisse i vores cornflakes og æde af håndsæben. Indtil videre har vi dræbt tre rotter, foruden fire stk. som rottefælderne har klaret. Den første tog Karsten ud med et velplaceret slag i hovedet, den anden var straks mere besværlig at få ramt på... Sara vækker mig kl. 4 om natten fordi hun kunne høre en rotte på badeværelset ved siden vores soveværelse. Jeg står op, finder et bat og låser mig inde på badeværelset sammen med rotten. 15 minutter senere har jeg dræbt rotten, smadret håndvasken, ødelagt en balje og vækket hele huset. Rotte nr. tre fik vores kok ramt på efter at ham og hans kone havde jagtet den rundt i huset. Der
er stadig rotter indenfor,

Med Moni på landet

men nu sættes der i første omgang ind overfor husets forsegling. Der er blevet lappet huller beskåret træer, som lænede sig ind imod huset og skiftet net i vinduerne. Så nu håber vi på det bedste.

Med moni på landet

Rotter indenfor er et grundvilkår for folk på landet, men vores maver har ikke godt af rotter i køkkenet, og eftersom vi begge har haft lidt problemer, er det med at få dem smidt ud. Heldigvis er der bred forståelse for vores situation og alle hjælper til med at rottesikre vores nye hjem.

I morgen og de næste tre dage skal vi mødes med lærerne efter skole. Vi starter stille og roligt ud med lidt engelsk undervisning kombineret med " vi lærer hinanden at kende lege". Det bliver super godt at komme igang igen.

Med Moni på landet

Med Moni på landet

Engelskundervisning i Bangladesh

Af Andreas Ellerbek d 07.11.2012

For snart tre uger siden gennemførte vi vores planlagte engelskundervisning for en samling af SUPOTH’s field managere på hovedkontoret i Nilphamari. Det var for både Sara og mit vedkommende en sjov og alternativ debut som engelsklærere. Der var mellem otte og elleve personer, som deltog i undervisningen der strakte sig over tre dage fra kl. 10 til kl.15. 

Når man skal planlægge og bestemme indhold samt undervisningsform eller metode i et undervisningsforløb, er der visse faktorer som er værd at tage i betragtning, så som rammefaktorer (hvilke faciliteter har vi til rådighed) og deltagernes forudsætninger (hvilket fagligt niveau befinder deltagerne sig på). Det er bl.a. den slags didaktiske overvejelser, man lærer at gøre sig på læreruddannelsen i Danmark, men sådan fungere det ikke i Bangladesh.

Det var ikke muligt at få at vide hvor mange deltagere der mødte op, og deres engelsk kundskaber var, som vi fik at vide, blandede. På førstedagen erfarede vi, at visse af deltagerne knapt kunne et ord engelsk, mens andre kunne konstruere komplicerede sætninger og havde et udmærket ordforråd.

Gruppearbejde

Jeg må ærligt indrømme, at jeg var lidt betænkelig i begyndelsen, men det korte af det lange er, at det gik rigtig fint. Vi modtog en stor portion ros for undervisningen og ikke mindst undervisningsmetoderne. Som den ene af deltagerne sagde, under den fælles evaluering af forløbet ”Jeg er vant til lærere, som står på et podie og skriver på tavlen uden at sikre sig at nogen forstår hvad de skriver… det her er helt anderledes, I underviser os på en venlig og sjov måde og det er lettere at forstå.”

Puslespil med sætninger

Det kan være svært at forstå hvilken undervisningsform bengalerne er vant til i deres skoler, men jeg vil alligevel forsøge at give en kort forklaring.
I den danske folkeskole hylder vi den enkelte elevs initiativ, stillingtagen samt evne til selvstændig tænkning.  Dette ses også i måden hvorpå danske børn testes i skolen. En stor mængde af eksamenerne i DK lægger vægt på forklaringen eller argumentationen bag et svar eller en holdning.

klassisk facon 

I Bangladesh derimod, er det disciplinen og paratviden som vægtes i skolerne, hvilket igen afspejles i den måde eleverne testes på. Tests i Bangladesh består primært af de såkaldte multiple choise tests som fremlægger fire svarmuligheder på et spørgsmål, sådan som vi kender det fra programmet ”Hvem vil være millionær”. Eleven skal vælge det rigtige svar, men ikke redegøre for bagvedliggende tanker eller refleksioner. Undervisningsmaterialet i den bengalske skole understøtter denne testform, og tjener groft sagt ikke andet formål end at forberede eleven på de løbende tests.
Med et sådan skolesystem vil udfaldet ofte blive elever med en relativ mængde paratviden, men uden  forudsætning for at forstå baggrunden for den tilegnede viden. De rigeste Bengalske familie har dog mulighed for at sende deres børn på privatskole eller betale for en privat underviser og derigennem sikre sig, at deres børn opnår et højre refleksionsniveau. Men for de fleste Bengaleres vedkommende, især i den fattige ende af skalaen, er der fortsat behov for nye og udfordrende undervisningsmetoder i skolerne, som også lægger vægt på andet end en stor paratviden.  

Det er netop dette generelle behov for didaktisk og pædagogisk indsigt, som er en af grundende til, at vi skal tilbringe den kommende tid på Saraswatipur Boarding School. En af vores opgaver bliver at bygge videre på lærernes forståelse af en undervisningsmetode der hedder ”Cooperative lerning” som Karsten Lund for nyligt har introduceret dem for. – Men mere om det senere

Undervisning med flash cards

Dhaka – et sted du gerne vil hjem fra!

Af sara og Andreas Ellerbek, d.14.10.12

Ude godt, men hjemme bedst - Nilphamari du er god ved os!

Nu må det være tid til en lille opdatering her fra os i Bangladesh. De sidste tre uger har stået på kontorarbejde, udflugt til ”De hemmelige elskeres sø” og til hovedstaden Dhaka hvor der skulle ansøges om forlængelse af visum.

Kontoret vi elsker
På kontoret har vi arbejdet på at forberede et intensivt tre dages engelsk forløb for SUPOTH’s field managere, som kommer til at løbe af stablen d 15.10 og frem til d 17.10. Vi har dog ikke engelsk som linjefag, men didaktik er da noget, vi kan. Den største udfordring didaktisk set er, at de er på så vidt forskellige niveauer. Den ene er meget god til at forstå og tale engelsk, hans udtale er dog mågesprog. En anden forstår, men kan ikke udtrykke sig, og de sidste fire er på ”stunde nul”. Da vi også skal undervise deres field trainers, som arbejder under en field manager, foreslog vi, at vi kunne niveauopdele på to kurser. Meeeeeen, hiearaki og stolthed er didaktikkens modstander. For det ville jo være dybt pinligt for den stakkels field manager, hvis han sagde noget forkert foran sin field trainer. Så niveauopdeling 2x2 er bedre i Bangladesh J. Vi smiler af det, og skriver os det bag øret.

Derudover har vi også brugt en del tid på at diskuterer og designe hjemmeside for SUPOTH. Efter at vi første gang bad medarbejderne fra SUPOTH overveje, hvordan de ønskede opsætningen på hjemmesiden, endte det med en konstruktiv debat om, hvad der i det hele taget er op og ned i deres organisation, hvad de kalder deres projekter, hvad hører til hvor og hvordan. De bad os efterfølgende planlægge en refleksions workshop med fokus på SUPOTH’s interne struktur, navngivning samt opsætningen af hjemmesiden, ” og den dag skal vi selvfølgelig have god mad” sagde Dayal med et stort smil. Det er en god øvelse for dem at prøve at forenkle deres mange forklaringer på deres projekter og for dem selv at vide og være enige om had der hører til hvor.

Udflugt

Lørdag d.29 okt. var vi på udflugt. Keya, som er datter af Halima, vores madmor tog sammen med os, Anni fra kontoret og søde Jalal – vores chauffør med til Dinajpur. Vi tænkte ”nu skal vi da rigtig handle”, men som så ofte ved man aldrig helt, hvordan planen er, og hvordan dagen egentlig kommer til at forløbe. Vi kom på grønsagsmarkedet som var en del af planen. Her fik vi købt en masse godt til vores nu færdigetablerede køkken. Et salathoved, som smager af kinakål, og en radise var en fryd at spise, da vi kom hjem. Efter grønsagsmarkedet gik vi en tur ved søen Ramsagar, som også kaldes for ”De hemmelige elskeres sø”. Det var frygtelig varmt, men skønt at gå en tur og nyde naturen, søen, lidt skov og små blomsterbede. Vi smagte også deres  street candy - ”slik”, en sur frugt med en masse krydderi. Det smagte lidt som Santa Maria Original og noget andet ubestemmeligt. Men de nød det og vi smagte.

Markedet i Dinajpur - der er gulerødder "Hurra"

Den lille "slik" bod ved Ramsagar

  

Dhaka – et sted du gerne vil hjem fra

Lørdag d. 6 kørte vi tidligt om morgenen mod Dhaka for at melde vores ankomst på den danske ambassade og for at søge om fornyelse af vores visum, da man kun kan få for 90 dage ad gangen. Efter en 10 timers køretur og vores første overnatning på et hotel erfarer vi at registreringen skulle ske online og ikke på selve ambassaden, og at Dayal selv tog sig af vores ansøgning om forlængelse af visum. Vi var i første omgang lidt ærgerlige over at have taget den lange vej forgæves, men vores bengalske venner trak bare på skuldrene og sagde ”Okay, no problem”. Efter vores første oplevelse af den lange køretur fra Dhaka og til Nilphamari håbede vi på, at det aldrig skulle ske igen, før vi skulle herfra. I Dhaka er der så mange mennesker, et trafik kaos man ikke kan forestille sig, med mindre man har oplevet det og mange ubestemmelige lugte.  Der er bare bedre på landet – så er det sagt J

Udsigt fra vores hotel

Nighttime

Selvom turen endte med ikke at tjene noget praktisk formål, og tog en drejning som vi ikke havde regnet med, tog vi ikke derfra uden at have udrettet noget. Sara og Anni, fik køb tøj, mad og div. andre ting mens Andreas lå i sengen med dårlig mave. Det vigtigste køb var yoghurt, dansk smør, havregryns kiks og en Snickers. Det var fryd og gammen for ganen.  Desværre fik vi også en dårlig nyhed. De vil ikke forny vores visum, derfor står vi pt. til at skulle forlade landet inden d.6.nov. Vi håber, arbejder og beder for at der må åbne sig nogle døre, så vi kan blive. Vi oplevede begge et sug i maven og en stærk følelse af, ”at vi er ikke færdige med Bangladesh”. Vi nyder at være her, har langsomt opbygget nogle gode relationer og fået arbejde for hånden. Så bed gerne for os og for vores visum.

Turen var en blandet fornøjelse men bestemt en oplevelse. Aldrig har vi oplevet en storby være så larmende og fyldt med mennesker som Dhaka. I bilen på vej hjem til Nilphamari blev vi hurtigt enige om, at en hyggelig lille bondeby som Aarhus var at fortrække. Efter fem dage i Dhaka er vi nu hjemme i de vante omgivelser, nyder Halimas mad mere end nogen sinde og tagterrassen har været savnet.

Håber at I nyder efteråret derhjemme. Her venter vi spændte på at rismarkerne ændre farve og at høsten går ind

Travlhed, reklamer, farver = mange indtryk

En fattig familie finder en tidlig morgen mad i skraldet - midt på gaden vel at mærke...

To skønne kvinder: Anni og Keya sammen med mig ved Ramsagar national park (og søen).

Prisen for ”Innocence of Muslims”

Af Andreas Ellerbek, 24.09.12

I går måtte vi blive inden døre pga. en landsdækkende demonstration imod filmen ”Innocence of muslims”. Vi brugte bl.a. tiden på at diskutere situationen med Dayal, lederen af SUPOTH, hvilket fik mig til at tænke lidt over tingende.

Selvom provokation på lige fod med fx ironi kan bruges som et konstruktivt sprogligt kommunikationsmiddel, kommer man sjældent langt med en provokation blot for provokationens skyld. Om manden bag Innocence of muslims’s intenderede hensigt har været det ene eller andet, vil jeg lade andre om bedømme. Derimod ønsker jeg, at henlede opmærksomheden på de mennesker der må betale prisen, for det som nogen vil betegne som retten til at udtrykke sig, og andre vil kalde en naturlig reaktion på en åbenlys provokation.

Som en indledning til det egentlige emne starter vi vores samtale ved at mindes Muhammed-krisen fra 2005.
”Alle folk i Bangladesh plejede at elske danskere, en tegning og alt var ødelagt” siger Dayal med en ærgerlig mine og fortsætter ”nu var det endelige blevet godt igen....”.
Skolesystemet i Bangladesh er på mange måder mangelfuldt, og beskæftiger sig ikke med begreber som dannelse og kulturoplysning som skoler de fleste steder i vesten. Endvidere er det kun en lille del af befolkningen, som har råd til at fortsætte i skole efter den statsfinansierede primary school, som stopper efter 5 klasse. Måske er netop manglende uddannelse og oplysning en af grundende til, at Kurt Vestergaards hoved pludselig sad på skuldrene af alle danskere i tiden efter Muhammed-tegningerne.

Nu går det så løs igen denne gang pga. en film. Dayal forklarer, at størstedelen af den Bengalske befolkning grundlæggende definerer kristendommen, som i deres optik stammer fra vesten, på baggrund af det de ser i Hollywood-film samt på internettet, dels fordi de ikke oplyses om andet, og dels fordi det er deres eneste referenceramme. Visse befolkningsgrupper har således tendens til at marginalisere hvide eller kristne mennesker.  

”Det her kommer til at gå ud over den kristne minoritet i de muslimske lande, det gør det altid når en eller anden fra vesten kommer med en uheldig udtalelse om Muhammed”. SUPOTH arbejder hele tiden på at opretholde en god relation til det muslimske lokalsamfund i områderne hvor de arbejder, men episoder som denne besværliggøre processen forklarer Dayal.

I de lokale nyheder har man bl.a. kunne læse om drabet på to kristne familier fra Pakistan som reaktion på filmen, og om hvordan politiet i den sydlige del af Bangladesh beskytter kirker i frygt for, at lignende episoder skal finde sted her i landet.  

Personligt ved jeg ikke helt, hvad jeg skal tænke om situationen. Det enkelte menneskes ret til at udtrykke sine holdninger og meninger er essentiel for det demokratiske samfunds opretholdelse, hvorfor et kompromis ift. ytringsfriheden, er utænkeligt. Samtidig mener jeg også at nedladende kommunikation er unødvendig, og ikke i overensstemmelse med hvad jeg forstår som kristen næstekærlighed.

Det som gør mig mest harm, er visheden om, at denne konflikts ofre først og fremmest er dem som forsøger at leve et stilfærdigt kristenliv i et muslimsk samfund, men ufrivilligt overdøves af ytringsfriheden som råber fra vest. Det er dem, som efterfølgende må stå til regnskab overfor den vrede del af det muslimske samfund, som i de fleste tilfælde ikke har nogen forudsætning for, at forstå hvad ytringsfrihed er for en størrelse.

Selvom det er en udfordrende tanke, er det alligevel i situationer som denne hvor de imamer som opfordrer til vold og ødelæggelse har brug for vores forbøn.

PS. Til jer som skulle blive bekymrede for os, så er det unødvendigt. Her i Nilphamari er der ganske fredeligt og SUPOTH passer godt på os.

KH. Sara og Andreas

Planer, bananer og det lyserøde hus

Blogger: Sara Ellerbek d 17.09.2012

I forrige uge besøgte vi subdistrikterne Birgonj og Kaharol, som begge ligger i distriktet Dinajpur og er en del af SUPOTH´s old field. De er derfor meget velorganiserede og nærmest selvkørende. Her mødte vi nogle søde, gæstfrie og stolte bengalere, hvilket efterlod sig et vist indtryk hos os. Vi begynder at forstå hvad uddannelse, arbejde og det at kunne forsørge sig selv rent faktisk betyder for mennesker. Mange af dem vi mødte og talte med, bærer en stolthed, som er både beundringsværdig og forståelig

Birgonj

I Birgonj besøgte vi en PI gruppe, interviewede Metron til bladet fremtidsbørn for Danmission. Efter en dejlig frokost hos Nripen fra kontoret besøgte vi en såkaldt ”small business” som har vokset sig stærk og indbringende på flere niveauer
.

En PI gruppe (peoples institution) består af repræsentanter fra de forskellige SHG (selvhjælps grupper) og er det tredje øverste niveau i SUPOTH struktur omkring deres udviklingsarbejde. De mødes ca. en gang om måneden og diskuterer økonomi, hvad og hvordan de skal løse problemer for lokalbefolkningen, hvem der skal undervise i de forskellige SHG og meget andet.

The tailor Regendra Nath Roy

Vi besøgte skrædderbutikken ” Apurebo”, som betyder skønhed. Her arbejder fire mænd hvoraf den ene af dem er ejeren ejer af butikken. Ragendra startede selv med at arbejde for en skrædder, og lærte derigennem, hvad der var nødvendigt for at starte sin egen butik. Han lånte penge af opsparingen fra sin SHG. Pengene er tilbagebetalt, og butikken kører nu på sit tolvte år. I den periode har han også udlært andre skræddere, som efterfølgende har startet deres egen forretning.

”Jeg vil gerne være med til at tage et socialt ansvar ved at forsøge at skabe flere jobs”. Hans drøm er at opstarte en stoffabrik, som producerer nyere og mere moderne stof med mønstre. Han har nemlig erfaret at de unge piger, som studerer udenbys, går i mere trendy tøj, og det vil han gerne prøve at matche.

Kaharol

I Kaharol besøgte vi en PI gruppe, en kvindegruppe, en small buisness og så spiste vi frokost hos Dilip fra kontoret, hvor Andreas også fik instruktioner i hvordan man skal binde sin Lungi. På vejen hjem kørte vi forbi det ældste hindu tempel i Bangladesh. Her fik vi såmænd bananer af den gavmilde ”hindu præst”.

Besøg i PI gruppen

På vejen hen til PI gruppen var der pludselig noget som lyste op i landskabet, og som ikke lod sig overse. En masse mennesker steg af deres motorbikes, cykler og små el scootere og gik over mod et stærkt malet lyserødt hus med lyseblå skodder for vinduerne. Dette hus er selvfinansieret af PI gruppen, og de har i fællesskab hjulpet hinanden med at bygge det. De fortalte stolt, at de bruger huset til deres månedlige møder, men i bestemte sæsoner opbevarer de også afgrøder for de forskellige SHG, som så kan sælge deres varer når prisen

 er høj.

“Alle vores børn går i skole, og fordi vi har lært at læse, skrive og regne kan vi nu hjælpe vores børn med deres lektier. Det gør mig stolt” fortalte en af mændene fra PI gruppen i Kaharol.

Søen og de stolte mænd

Søen og fremtidens fabrik er i baggrunden

PI gruppen kalder sig selv for “Asher Alo” som betyder håb. Hvilket passer godt til netop denne gruppe, som virkelig ønsker, og drømmer om at forbedre forholdene for fattige og undertrykte, og som rent faktisk også handler på det. Folkene fra samfundet ved, at de altid kan spørge om hjælp til at løse konflikter i familien, i samfundet, eller hvis de pludselig står i pengeproblemer. PI gruppen fortalte, at de flere gange har hjulpet unge piger fra at blive gift før de fyldte 18 år. Hvilket er ulovligt i Bangladesh, men sker i bedste velgående. De talte med pigens lærere, den lokale chairman (lokalpolitiker) og pigens forældre og fik således afværget   endnu et early marriage. De har også hjulpet med betalingen af en bryllupsfest, da familien ikke selv havde råd til dette. Desuden har hver SHG en fælles sundhedsopsparing, som alle kan låne eller få penge fra, hvis et familiemedlem får brug for lægehjælp.

Deres store drøm er at de om 3 år (bengalsk tid), kan bygge en lille fabrik på det stykke jord, som de ejer på den anden side af vejen. Her vil de gerne kunne skabe arbejdspladser for alle de som er medlem af en SHG eller for de fattigste i området. På fabrikken skal der væves tæpper, producers rissække, snor, strik og alt det som man kan producer ud af jute (en stængel plante hvis vækstlag er et s

tærk fiber som minder lidt om hør). Vi spurgte om vi ikke må se deres jord, og til vores store overraskelse er det en dam, fyldt med vand omgivet af små bananpalmer midt ude på en rismark. Planen er at fylde dammen med jord og så bygge fabrikken ovenpå.

Tæppevæveriet

Der er fire kvinder i landsbyen, som har udstyret, og som af SUPOTH har lært at væve tæpper. Kvinden på billedet smed hurtigt noget jutegarn op på træpindene, og påbegyndte at væve et tæppe, alt imens hun fortalte at det ca. tager hende en dag at væve et tæppe. Når hun har vævet ca. 20 tæpper, tager hun dem med på markedet og sælger dem for 500 TK. Det koster hende ca. 250 TK. at producer et tæppe. Hvis hun er heldig kan sælge 15 tæpper på markedet om måneden hvilket svarer til en månedsløn på 277,5 kr.

En gavmildhed som udfordrer

De mennesker vi besøgte, serverede hver gang kiks, frugt og te for os på trods af fattigdom og lav økonomi. De der intet har, ønsker stadig at dele ud. Deres gavmildhed synes uafhængig af deres ressourcer eller mangel på samme, hvilket er udfordrende at være vidne til.  

Tingene bliver sat i perspektiv hernede. Trods viden om fattigdom og lav levestandard skal vi ikke falde i den grøft hvor vi lever på en sten i Danmark og har konstant dårlig samvittighed over at bruge penge. Vi skal heller ikke lukke øjnene og bruge løs, men vi skal lære at være taknemmelige for det vi har og være gavmilde med vores penge, ressourcer og vores tid.

Det smukke gamle tempel

I de næste to uger skal vi arbejde her på kontoret. Skrive historier, lave en model over deres struktur, arbejde med deres hjemmeside, forberede lidt engelsk undervisning som skal afholdes i oktober og forhåbentlig planlægge hvornår vi skal være på Saraswatipur boarding school. "Bangla tiden" er skøn. Ingen stress, og vi nyder en afslappet tilværelse. Men den kan også være lidt udfordrende, især for Sara :) 

NB: Du kan se alle billeder i stor format ved at klikke på én af dem

At tro på et andet alternativ

På besøg hos tre forskellige selvhjælpsgrupper for kvinder i det nordlige Bangladesh

Blogger: Andreas Ellerbek d. 08.09.2012

Umiddelbart er det et idyllisk syn, som møder os, mens vi går langs den smalle jordvej på vej ud til kvindegruppen i subdistiktet Dimla i Nilphamari. Lange bambusrør læner sig ind over vejen, og danner et lysegrønt halvtag der på en gang skygger for solen, og indrammer udsigten over den enorme Teesta flod, som dovent flyder forbi os på den modsatte side af bambusskoven. På vejen foran os sidder et barn overskrævs på en ged, mens hans kammerater står ved siden af og hepper om kap. Jeg tager mig selv i at tænke, at hele denne setting ligner en bengalsk udgave af en Morten Korch film. Så slår vejen et sving.
Synet af spinkle drengebørn som burde være i skole, men i stedet graver grus op fra Teestas breder minder mig om, at Morten Korch aldrig var andet end befolkningens ønskede fortolkning af virkeligheden, og at 90% af befolkning i Bangladesh lever i dyb fattigdom.   
Da vi spørger til deres fremtidsdrømme og deres opsparede penge, er svaret ”at få penge nok til at kunne sende vores børn i skole”.

Dimla
Hjælp til selvhjælp er et motto for SUPOTH, som inspirer den fattige del af befolkningen til at organiserer sig i mindre selvhjælpsgrupper. I Dimla er hustruvold som mange andre steder i Bangladesh et stort problem. I grupperne forsøger de at snakke om dette, hvilket også er en af årsagerne til at selvhjælpsgrupperne altid er kønsopdelt. Udover en fælles opsparinger og folkeoplysning, som er nogle af fokusområderne for SUPOTH, tjener selvhjælpsgruppen også det formål, at skabe rum for samtale og dialog om hverdagens udfordringer og problemer. 

Da vi ankommer til landsbyen, hvor kvindegruppen holder til, er de allerede samlet og sidder i en rundkreds på sivmåtter. Deres farverige sarier bryder med omgivelsernes knækkede jordfarver, og man fornemmer en vilje blandt kvinderne til at ville eksisterer netop her, nær den lunefulde Teesta-fold, på trods af at den ofte går over dens breder og forsager ødelæggende oversvømmelser. Befolkningen er ofte

Kvinderne rejser sig og hilser os med ordene ”No mozkar”, og vores samtale begynder. Der går ikke længe før man fornemmer, at kvinderne nyder godt at det sociale samvær og de trygge relationelle betingelser som eksisterer i gruppen. En af gruppens fremtrædende kvinder pointorienterer ”Det her er mit sted, her kan min mand ikke forstyrrer mig”

Boda
I en anden selvhjælpsgruppe i subdistriktet Boda, er en ung pige i gang med at undervise, da vi gør vores entre. En del af ideen bag en selvhjælpsgruppe, er den fælles opsparing som indbefatter en rigtig bankkonto, men for at oprette en bankkonto er det nødvendigt at kunne sætte sin underskrift på papiret, samt at vide en smule om regnskab og økonomi. Derfor sørger SUPOTH for et otte måneders undervisningskursus i selvhjælpsgrupperne.
Hvad betyder det for jer at blive undervist? ”Det er sjovt, og vi er stolte over at lære noget” en anden kvinde tilføjer ”og det hjælper os til bedre at kunne spare penge op til små investeringer”

 Kvinderne på billedet passer alle deres arbejder, på lige fod med landsbyens mænd, men må nøjes med en væsentlig mindre løn, idet der er stor forskel på mand og kvinders status.

Debigonj
Den sidste gruppe vi besøger i subdistriktet Debigonj, har allerede eksisteret i seks år, og er dermed færdige med undervisning og vejledning i hvordan man opsparer og investerer sine penge bedst muligt. Efter en kort samtale med mændene som holdte en ekstraordinær pause fra markarbejdet, viste en samling stolte kvinder landsbyens kollektive investeringsprojekter frem. Blandt dem var bl.a. en symaskine, en lille silkeproduktion med silkelarver, og en mark hvor de dyrkede peanuts og ris.  En kvinde sagde smilende: - ”Vi plejede at være meget fattige i dette område, men nu har alle husstande råd til tre måltider mad om dagen, og vi har en sundhedsopsparing”

Hver person i en selvhjælps gruppe er ca. i stand til at lægge 10 taka til side om ugen, det svare til 0,72 DKK. En gruppe bestående af 25 personer kan således spare ca. 18 DKK på en uge og 864 DKK på et år.

Når man ser den forvandlende effekt af så små penge, opsparet af de lokale selvhjælpsgrupper selv, går mine tanker tilbage til Jesus som velsignede fem brød og to fisk, mens hans disciple formodentlig tænkte, ”hvordan skal det nogen sinde kunne gøre en forskel”

Ankomst til Nilphamari

Ankomst til Nilphamari  

Efter en otte timers lang og hæsblæsende køretur ankom vi til vores lejlighed i Nilphamari, som ligger ca. et kvarters gå gang fra SUPOTH’s kontor. Lejligheden er rigtig fin, og vi er efter to dage uden en aircondition nu de heldig indehavere af en velfungerende aircondition, hvilket er værdsat.

Programmet den første halvanden uge har indeholdt diverse introduktionsmøder, hvor vi har mødt de ansatte på kontoret, hørt om SUPOTH’s forskellige projekter og set nogle af de lokalområder hvor SUPOTH arbejder. Staben på kontoret har sådan set et godt engelsk ordforråd, men deres udtale og grammatik gør at vores samtaler til tider bliver lidt morsomme, så man må sommetider prøve at gætte sig til hvad det mon var de mente.

På tur til Dimla

Pigerne på billedet er fra Dimla, en lille landsby i et subditrikt i distriktet Nilphamari. De er alle medlem af en såkaldt adolescent gruppe/youth groupe, som er et resultat af et af de mange initiativer som stammer fra SUPOTH. Pigerne mødes på tværs af religiøs overbevisning i denne gruppe en gang om måneden for at dele liv og diskutere forskellige problematikker, som knytter sig til det at være ung kvinde i Bangladesh. Rettigheder, tidlig ægteskab, skolegang, seksualitet og meget andet. Vi fik lov at overværer deres møde og stille dem spørgsmål om stort og småt. Det var en både livsbekræftende og en opmuntrende oplevelse at høre om deres håb og drømme for fremtiden, samt at se hvordan gruppen fungerer som en kollektiv støtte for den enkelte pige i et samfund og kultur, hvor visse personlige problemer er et tabu. Pigerne ville også gerne høre om livet i Danmark og stillede spørgsmål som; hvilke årstider har i, hvornår bliver man gift, hvilke traditioner har i og hvordan er jeres kultur?

Mønstret på pigernes hænder er malet med henna, og er sammen med deres farverige klædningsdragt en del af den almindelige udsmykning, som understreger en festlige højtidelighed, i dette tilfælde Eid-festen som markerer ramadanens afslutning .

På turen hjem fra Dimla kørte vi forbi den store flod Teesta som grænser op til Indien. I tørkeperioder lukker inderne for dæmningen - således at bengalerne mangler vand og i regntiden hvor der er meget vand i floden åbner Inderne op for dæmningen og forårsager sommetider oversvømmelser i dele af Bangladesh. Et politisk emne der nok diskuteres om mange år endnu. I baggrundenaf billedet af mig, kan man skimte en kran, hvilken er indernes kontroltårn - man kan undre sig :). Vi blev fotograferet op til flere gange. Vi var højst sandsynlig også en turist attraktion.

I den næste uges tid skal vi fortsat på flere field visits, møde flere adolescent grupper og se deres populære dramastykker hvor de bl.a. Udtrykker nogle af de problematikker de oplever som unge i deres samfund.

Guds Fred – Sara og Andreas

Rygsækken pakkes

I dette første og indledende blogindlæg vil vi skrive lidt om planen for vores ophold i Bangladesh, de overordnede arbejdsopgaver samt om vores forventninger til turen.


Den 14. august 2012 lynes taskerne for sidste gang, og vi siger på gensyn til vores nuværende tilværelse i DK og sætter os ind i flyveren mod Bangladesh hovedstad Dhaka. I lufthavnen samles vi op af Dayal, lederen fra SUPOTH, som hjælper os til den danske ambassade, banken og forbi tøjbutikken Aurong hvor Sara skal erhverve sig sin første Sari (klædningsdragt for kvinder i Bangladesh), og jeg må forsøge at finde noget tøj, der er stort nok til en vesterlænding. Derefter kører vi til spedalskhedshospitalet i Nilphamari i den nordlige del af Bangladesh, hvor vi skal tilbringe de to første måneder.



Lidt om vores ophold

Vi er tilknyttet to forskellige projekter i Bangladesh og kommer sammenlagt til at bruge ca. fire måner på hvert projekt. Opholdet er planlagt således at vi tilbringer de første to måneder med organisationen SUPOTH i Nilphamari og derefter tager vi til SBS (Saraswatipur Bording School) hvor vi skal være i fire måneder, for derefter at tage tilbage til SUPOTH i Nilphamari de resterende to måneder. De to første uger af vores ophold i Nilhpamari er afsat til at lære lidt sprog, lære kulturen at kende og vi skal prøve at spore os ind på hvad SUPOTH gerne vil at vi skal bruge tid på sammen med dem.


SUPOTH er en organisation som arbejder med forskellige former for sociale udviklingsfremmende projekter for lokalbefolkningen i de omkringliggende landsbyer. Den del af SUPOTH's arbejder vi som udgangspunkt skal være tilknyttet, hedder "Education Program-HESP" som træner og uddanner nogle såkaldte ”Youth Groups” der bl.a. arbejder med drama som en vej til at skabe debat og dialog omkring de problematikker der kan være forbundet med livet som ung i Bangladesh og især omkring de tidlige ægteskaber.


Til trods for informationsmøder, litteratur om Bangladesh og div. Bengali-apps ser det ud som om at både uvisheden og spændingen vil komme til at en hel del i rygsækken. Det er derfor med ydmyghed og respekt for en fremmed kultur, at vi ser frem til at møde de kommende udfordringer.