Prisen for ”Innocence of Muslims”

Af Andreas Ellerbek, 24.09.12

I går måtte vi blive inden døre pga. en landsdækkende demonstration imod filmen ”Innocence of muslims”. Vi brugte bl.a. tiden på at diskutere situationen med Dayal, lederen af SUPOTH, hvilket fik mig til at tænke lidt over tingende.

Selvom provokation på lige fod med fx ironi kan bruges som et konstruktivt sprogligt kommunikationsmiddel, kommer man sjældent langt med en provokation blot for provokationens skyld. Om manden bag Innocence of muslims’s intenderede hensigt har været det ene eller andet, vil jeg lade andre om bedømme. Derimod ønsker jeg, at henlede opmærksomheden på de mennesker der må betale prisen, for det som nogen vil betegne som retten til at udtrykke sig, og andre vil kalde en naturlig reaktion på en åbenlys provokation.

Som en indledning til det egentlige emne starter vi vores samtale ved at mindes Muhammed-krisen fra 2005.
”Alle folk i Bangladesh plejede at elske danskere, en tegning og alt var ødelagt” siger Dayal med en ærgerlig mine og fortsætter ”nu var det endelige blevet godt igen....”.
Skolesystemet i Bangladesh er på mange måder mangelfuldt, og beskæftiger sig ikke med begreber som dannelse og kulturoplysning som skoler de fleste steder i vesten. Endvidere er det kun en lille del af befolkningen, som har råd til at fortsætte i skole efter den statsfinansierede primary school, som stopper efter 5 klasse. Måske er netop manglende uddannelse og oplysning en af grundende til, at Kurt Vestergaards hoved pludselig sad på skuldrene af alle danskere i tiden efter Muhammed-tegningerne.

Nu går det så løs igen denne gang pga. en film. Dayal forklarer, at størstedelen af den Bengalske befolkning grundlæggende definerer kristendommen, som i deres optik stammer fra vesten, på baggrund af det de ser i Hollywood-film samt på internettet, dels fordi de ikke oplyses om andet, og dels fordi det er deres eneste referenceramme. Visse befolkningsgrupper har således tendens til at marginalisere hvide eller kristne mennesker.  

”Det her kommer til at gå ud over den kristne minoritet i de muslimske lande, det gør det altid når en eller anden fra vesten kommer med en uheldig udtalelse om Muhammed”. SUPOTH arbejder hele tiden på at opretholde en god relation til det muslimske lokalsamfund i områderne hvor de arbejder, men episoder som denne besværliggøre processen forklarer Dayal.

I de lokale nyheder har man bl.a. kunne læse om drabet på to kristne familier fra Pakistan som reaktion på filmen, og om hvordan politiet i den sydlige del af Bangladesh beskytter kirker i frygt for, at lignende episoder skal finde sted her i landet.  

Personligt ved jeg ikke helt, hvad jeg skal tænke om situationen. Det enkelte menneskes ret til at udtrykke sine holdninger og meninger er essentiel for det demokratiske samfunds opretholdelse, hvorfor et kompromis ift. ytringsfriheden, er utænkeligt. Samtidig mener jeg også at nedladende kommunikation er unødvendig, og ikke i overensstemmelse med hvad jeg forstår som kristen næstekærlighed.

Det som gør mig mest harm, er visheden om, at denne konflikts ofre først og fremmest er dem som forsøger at leve et stilfærdigt kristenliv i et muslimsk samfund, men ufrivilligt overdøves af ytringsfriheden som råber fra vest. Det er dem, som efterfølgende må stå til regnskab overfor den vrede del af det muslimske samfund, som i de fleste tilfælde ikke har nogen forudsætning for, at forstå hvad ytringsfrihed er for en størrelse.

Selvom det er en udfordrende tanke, er det alligevel i situationer som denne hvor de imamer som opfordrer til vold og ødelæggelse har brug for vores forbøn.

PS. Til jer som skulle blive bekymrede for os, så er det unødvendigt. Her i Nilphamari er der ganske fredeligt og SUPOTH passer godt på os.

KH. Sara og Andreas