Tidlige ægteskaber

Af Andreas Ellerbek - Reportage

 Vi er tilbage i den landsby uden for Dimla, hvor vi besøgte vores første Adolescent gruppe. Nye ansigter er i mellemtiden kommet til, selvom de fleste er velkendte. Dengang sad vi på det samme slidte tæppe som nu, og svedte mens vi ventede på, at det blev vores tur til at sidde med viften, som gik på omgang mellem de forsamlede.
Nu er det ca. 4 grader og vandkoldt, vi sidder med tre par sokker, skiundertøj og flere trøjer. Det er svært at holde den dårlige samvittighed på afstand, når jeg betragter pigernes påklædning som trods den historisk kolde vinter, ikke er meget anderledes end under vores første besøg. De fleste sidder barfodet som dengang, enkelte har en ekstra trøje på, mens andre har viklet et sjal om skuldrende. Deres gode humør virker imidlertid upåvirket af kulden.

Selvom mødet oprindeligt kun er tiltænkt Anne fra SUPOTH, Sara og jeg og alle pigerne fra gruppen, går der ikke længe, før landsbyens øvrige medlemmer begynder at dukker op mellem de fire lerhytter, som indhegner den lille gård hvor vi sidder. Dagens emne er tidlige ægteskaber, og Roma som er deres leder og fieldtrainer for SUPOTH styrer samtalen. Da hun spørger, om et tidligt ægteskab kan have særlige konsekvenser for pigernes vedkommende, forklarer en pige fra gruppen at kroppen på en 13 årig ikke er færdigudviklet, hvilket øger risikoen for komplikationer ved en fødsel. En anden piger tager tråden op, og fortæller at tre unge piger fra deres lokalområde inden for den sidste måned, måtte lade livet under fødslen som følge af forblødninger.

Jeg er ikke i tvivl om pigernes tanker og ønsker i forhold til tidlige ægteskaber, men desværre er det ikke pigernes stemmer der lyttes til når beslutningen om at bortgifte en 13 årig pige træffes. Netop derfor er jeg i denne situation kun taknemmelig over, at alle de forsamlede mennesker som stirrer ned på tæppet hvor vi sidder, forhåbentlig røres af pigernes på en gang stille og samtidig larmende ønske om en lidt mere retfærdig fremtid. 

Da pigerne afslutter deres samtale med hinanden, og begynder at gøre sig klar til dagens dramastykke, som også omhandler tidlige ægteskaber, er der fuldt hus. Alle vinduer og døråbninger er udfyldt med nysgerrige ansigter, og folk må trække sammen for at skabe plads til scenen.Stykket handler om en piges mislykkede kamp for at undslippe et tidligt ægteskab, og der stilles skarpt på de som tjener og på dem som må betale. Mandens medgift, personen som arrangerede ægteskabet og modtager betaling for at have fundet ”det perfekte match”, samt politiet som modtager bestikkelse for at lade ulovligheden passerer, er blandt dem som tjener penge på pigens uønskede situation.

Skuespillerpræstationen er fremragende, temaet faretruende vedkommende og det synlige resultat udmønter sig i form af smil, grin og klapsalver.

Selvfølgelig kan man se på statestikkerne som er fortaget af SUPOTH og konkludere, at antallet af tidlige ægteskaber har været dalende i områderne hvor der er etableret ”selv-hjælps grupper” og Adolescent grupper, men efter dagens oplevelse er det ikke statestikker det fylder mit hoved. Det er derimod et håb og en tro på at pigernes engagement i gruppen er med til at ændre deres omgivelsers syn på dem og de tidlige ægteskaber.  

Bedre sent end aldrig

Af Sara Nilsson Ellerbek

Hvordan starter man på et blogindlæg, når der er sket så meget siden man sidst fik nedfældet sine oplevelser? Jeg tror, at dette blogindlæg bliver en kort opsamling på en spændende december.

Afsked med Nilphamari

I slutningen af november pakkede vi nærmest hele vores værelse i Nilphamari sammen for at rykke mod sydvest til Saraswatipur Bording School. Det var faktisk helt underligt at sige på gensyn til Nilphamari, især til Halima, Keya og Mabia som tager sig godt af os i gæstehuset. De udtrykte med dramakundskaberne i orden gentagende gange, hvor meget de ville komme til at savne os, og at vi skulle huske at ringe. Og savnet må siges at gengældes, vi er kommet til at holde utrolig meget af dem og af alle de andre fra SUPOTH kontoret i Nilphamari. Nu hedder det Saraswatipur frem til april, og det er også utrolig skønt at være her sammen med en masse andre prisværdige mennesker.

Saraswatipur

December er en travl måned for de fleste skoler i Bangladesh. Skoleåret stopper, og afrundes af de obligatoriske eksamener for alle klasser, og der skal gøres klar til at et nyt skoleår begynder i januar. Selvom lærerne havde en del at se til, blev der dog tid til en lille tredags workshop i engelsk samt lidt planlægning og forventningsafstemning i forhold til vores undervisning, som strækker sig fra januar og frem til april. Lærerne synes vældig godt om at opleve engelskundervisnig på en radikal anderledes måde end normalt, og vi nød at undervise. Vi brugte de famøse flash card, memorygame med billeder og sætninger, gæt og grimasse med udsagnsord, brug af CL strukterer og meget andet. Det var rigtig hyggeligt, og vi oplevede også at få en let tættere og mere afslappet relation til lærerne efterfølgende. 

December på skolen var fyldt af mange stemninger. Mange af ungerne var i fuld forventning til det forestående ”pre-christmas event” og til den årlige fejring af Bangladesh Victory Day, hvor forskellige skoler samles, og konkurrerer mod hinanden i forskellige dicipliner. Men det var også en tid, som især for 5 og 6.klasse var fyldt af svære følelser. De skulle nemlig tage afsked med skolen. Efter fire – fem år på en Boarding School hvor du kun ser dine forældre to gange om året, er det selvsagt svært at forlade de kendte rammer for at begynde noget nyt. Nok savner de deres familier, men for mange af børnene er skolen, vennerne og lærerne mere eller mindre blevet deres familie. Det gjorde stort indtryk på os at se dem være så kede af det, og at de havde så svært ved at tage afsked. Og i dag tænker man indimellem på dem, og håber at de har fået en god start på deres nye skole, og at de har fået nogle nye og rigtig gode venner.

Drengene er i gang med julepynten og stjernen

Pre-Christmas

D.14.dec. stod skolen på den anden ende. Alle børnene var i fuld gang med at forberede det store årlige  pre-christmas event. Boldbanen blev ordnet, bambusflagstænger blev kreeret og kirken blev ”pyntet”, i ægte banglastil og om aftenen blev julestjernen blev tændt.

D.15.dec. oprandt den store dag. Vi startede med assambly som vi plejer, faklen blev tændt, og derefter startede en masse forskellige konkurrencer; løb, længdespring, drama, pudekast, spise kiks i mel, balancere med tallerken på hovedet, sjippe osv. Andreas blev såmænd nr. to i længdespring og løb. Dagen blev afsluttet i kirken med en masse hyggelige julesange, og bagefter blev der uddelt kage og sweets til alle børnene.

Assambly 

Faklen er tændt og traditionen holdt ved lige

Klar, parat til start - de er fuld af fart og sjove ansigtsudtryk.

Forælder, Andreas og Raton

Efter "spis kiks i mel" konkurrence - søde tøser!

Tallerken konkurrence

Kirken er fint pyntet

D.16 dec. Var den sidste eksamens dag. Om eftermiddagen kom alle børnene for første gang i et halvt år uden for skolens område. Og I kan nok forestille Jer hvilken jubel, glæde og stemning, der var over at skulle på tur. Som en karavane kørte vi i afsted med 12-14 rickshaw vans og en masse højtråbende, syngende, glade og forventningsfulde unger. Det var skønt! Vi håber på, at vi i fremtiden kan få lærerne til at arrangere mindst en månedlig gåtur med børnene uden for skolens område. Nok er skolens område stort, men man har brug for at komme ud og se markerne forandre sig, gå en tur med åbne vidder omkring sig.

Pigerne er bare SÅ klar!

Dejlige unger med snack og gule bambus stænger

Om aftenen inviterede vi lærerstaben ind til os, vi havde bagt pebernødder og brunkager. Jeg havde flettet to julestjerner til dem hver, og så havde vi købt en masse små gaver – for hvad er juletid uden pakkeleg? Pakkelegen har til dags dato været den oplevelse jeg har ginet mest og længst over. De havde aldrig prøvet at lege pakkeleg før, og de gik sindsygt meget op i det, rejste sig op, råbte, grinede, stjal med arme og ben hinandens gaver og tårer af glæde stod i deres øjne. De sagde, at den oplevelse ville de aldrig glemme, det ville være ”a evergreen experience”. Det var virkelig morsomt!

PAKKELEG  "for the win"

D.17.dec.  er Bangladesh Victory Day, og jeg tog sammen med tre af lærerne, fem heppe- og stærkt løbende piger” og tolv drenge afsted til Mohadevpur for at vinde en masse trofæer til skolens stolthed. Drengene vandt første pladsen for bedste optræden med deres ”Pit”, som er en slags march med trommestikker…? Drengene fik hhv. to første og tre anden pladser i løb, tre af pigerne fik hhv. en første og to anden pladser, så der var ikke et øje tørt. Stoltheden og glæden strålede i deres øjne og ikke mindst hos Lillian – skolens principal, hun ELSKER forståeligt nok, når hendes børn vinder.

Drengene fremviser deres indslag "PIT" i Mohadevpur - og jeg følte mig også helt stolt!

Stolte og glade drenge efter dagens gevinst!

Om aftenen kom alle Boarding School elevernes forældre dels for at hente deres børn men også for at deltage i forældremødet. Emnet var vigtigheden af at spare penge sammen og at planlægge sit barns fremtidige skolegang og uddannelse. Desværre er det ofte således, at forældre på kort sigt kan ”tjene” ekstra penge til familien, hvis deres børn kommer i arbejde efter 6.klasse. På lang sigt kan man hurtigt sige sig selv, at det ikke er så virkningsfuldt. Det var spændende at se hvordan lærerne klarede at lede mødet, vi havde op til mødtes med dem og hjulpet dem med at planlægge mødet, og de fik også afprøvet en CL struktur på mødet. Vi kan godt forstå at det er en udfordring for lærerne at planlægge og gennemføre sådan et møde. Forældrene kom dryssende i løbet af en time, mange sad og snakkede sammen selv om lærerne stod og talte, mange tog mobiltelefonen og snakkede højlydt med slægtninge eller venner. Dog gik mødet fint, men med plads til forbedringer J.