Planer, bananer og det lyserøde hus

Blogger: Sara Ellerbek d 17.09.2012

I forrige uge besøgte vi subdistrikterne Birgonj og Kaharol, som begge ligger i distriktet Dinajpur og er en del af SUPOTH´s old field. De er derfor meget velorganiserede og nærmest selvkørende. Her mødte vi nogle søde, gæstfrie og stolte bengalere, hvilket efterlod sig et vist indtryk hos os. Vi begynder at forstå hvad uddannelse, arbejde og det at kunne forsørge sig selv rent faktisk betyder for mennesker. Mange af dem vi mødte og talte med, bærer en stolthed, som er både beundringsværdig og forståelig

Birgonj

I Birgonj besøgte vi en PI gruppe, interviewede Metron til bladet fremtidsbørn for Danmission. Efter en dejlig frokost hos Nripen fra kontoret besøgte vi en såkaldt ”small business” som har vokset sig stærk og indbringende på flere niveauer
.

En PI gruppe (peoples institution) består af repræsentanter fra de forskellige SHG (selvhjælps grupper) og er det tredje øverste niveau i SUPOTH struktur omkring deres udviklingsarbejde. De mødes ca. en gang om måneden og diskuterer økonomi, hvad og hvordan de skal løse problemer for lokalbefolkningen, hvem der skal undervise i de forskellige SHG og meget andet.

The tailor Regendra Nath Roy

Vi besøgte skrædderbutikken ” Apurebo”, som betyder skønhed. Her arbejder fire mænd hvoraf den ene af dem er ejeren ejer af butikken. Ragendra startede selv med at arbejde for en skrædder, og lærte derigennem, hvad der var nødvendigt for at starte sin egen butik. Han lånte penge af opsparingen fra sin SHG. Pengene er tilbagebetalt, og butikken kører nu på sit tolvte år. I den periode har han også udlært andre skræddere, som efterfølgende har startet deres egen forretning.

”Jeg vil gerne være med til at tage et socialt ansvar ved at forsøge at skabe flere jobs”. Hans drøm er at opstarte en stoffabrik, som producerer nyere og mere moderne stof med mønstre. Han har nemlig erfaret at de unge piger, som studerer udenbys, går i mere trendy tøj, og det vil han gerne prøve at matche.

Kaharol

I Kaharol besøgte vi en PI gruppe, en kvindegruppe, en small buisness og så spiste vi frokost hos Dilip fra kontoret, hvor Andreas også fik instruktioner i hvordan man skal binde sin Lungi. På vejen hjem kørte vi forbi det ældste hindu tempel i Bangladesh. Her fik vi såmænd bananer af den gavmilde ”hindu præst”.

Besøg i PI gruppen

På vejen hen til PI gruppen var der pludselig noget som lyste op i landskabet, og som ikke lod sig overse. En masse mennesker steg af deres motorbikes, cykler og små el scootere og gik over mod et stærkt malet lyserødt hus med lyseblå skodder for vinduerne. Dette hus er selvfinansieret af PI gruppen, og de har i fællesskab hjulpet hinanden med at bygge det. De fortalte stolt, at de bruger huset til deres månedlige møder, men i bestemte sæsoner opbevarer de også afgrøder for de forskellige SHG, som så kan sælge deres varer når prisen

 er høj.

“Alle vores børn går i skole, og fordi vi har lært at læse, skrive og regne kan vi nu hjælpe vores børn med deres lektier. Det gør mig stolt” fortalte en af mændene fra PI gruppen i Kaharol.

Søen og de stolte mænd

Søen og fremtidens fabrik er i baggrunden

PI gruppen kalder sig selv for “Asher Alo” som betyder håb. Hvilket passer godt til netop denne gruppe, som virkelig ønsker, og drømmer om at forbedre forholdene for fattige og undertrykte, og som rent faktisk også handler på det. Folkene fra samfundet ved, at de altid kan spørge om hjælp til at løse konflikter i familien, i samfundet, eller hvis de pludselig står i pengeproblemer. PI gruppen fortalte, at de flere gange har hjulpet unge piger fra at blive gift før de fyldte 18 år. Hvilket er ulovligt i Bangladesh, men sker i bedste velgående. De talte med pigens lærere, den lokale chairman (lokalpolitiker) og pigens forældre og fik således afværget   endnu et early marriage. De har også hjulpet med betalingen af en bryllupsfest, da familien ikke selv havde råd til dette. Desuden har hver SHG en fælles sundhedsopsparing, som alle kan låne eller få penge fra, hvis et familiemedlem får brug for lægehjælp.

Deres store drøm er at de om 3 år (bengalsk tid), kan bygge en lille fabrik på det stykke jord, som de ejer på den anden side af vejen. Her vil de gerne kunne skabe arbejdspladser for alle de som er medlem af en SHG eller for de fattigste i området. På fabrikken skal der væves tæpper, producers rissække, snor, strik og alt det som man kan producer ud af jute (en stængel plante hvis vækstlag er et s

tærk fiber som minder lidt om hør). Vi spurgte om vi ikke må se deres jord, og til vores store overraskelse er det en dam, fyldt med vand omgivet af små bananpalmer midt ude på en rismark. Planen er at fylde dammen med jord og så bygge fabrikken ovenpå.

Tæppevæveriet

Der er fire kvinder i landsbyen, som har udstyret, og som af SUPOTH har lært at væve tæpper. Kvinden på billedet smed hurtigt noget jutegarn op på træpindene, og påbegyndte at væve et tæppe, alt imens hun fortalte at det ca. tager hende en dag at væve et tæppe. Når hun har vævet ca. 20 tæpper, tager hun dem med på markedet og sælger dem for 500 TK. Det koster hende ca. 250 TK. at producer et tæppe. Hvis hun er heldig kan sælge 15 tæpper på markedet om måneden hvilket svarer til en månedsløn på 277,5 kr.

En gavmildhed som udfordrer

De mennesker vi besøgte, serverede hver gang kiks, frugt og te for os på trods af fattigdom og lav økonomi. De der intet har, ønsker stadig at dele ud. Deres gavmildhed synes uafhængig af deres ressourcer eller mangel på samme, hvilket er udfordrende at være vidne til.  

Tingene bliver sat i perspektiv hernede. Trods viden om fattigdom og lav levestandard skal vi ikke falde i den grøft hvor vi lever på en sten i Danmark og har konstant dårlig samvittighed over at bruge penge. Vi skal heller ikke lukke øjnene og bruge løs, men vi skal lære at være taknemmelige for det vi har og være gavmilde med vores penge, ressourcer og vores tid.

Det smukke gamle tempel

I de næste to uger skal vi arbejde her på kontoret. Skrive historier, lave en model over deres struktur, arbejde med deres hjemmeside, forberede lidt engelsk undervisning som skal afholdes i oktober og forhåbentlig planlægge hvornår vi skal være på Saraswatipur boarding school. "Bangla tiden" er skøn. Ingen stress, og vi nyder en afslappet tilværelse. Men den kan også være lidt udfordrende, især for Sara :) 

NB: Du kan se alle billeder i stor format ved at klikke på én af dem