På besøg hos tre forskellige selvhjælpsgrupper for kvinder i det nordlige Bangladesh
Blogger: Andreas Ellerbek d. 08.09.2012
Umiddelbart er det et idyllisk syn, som møder os, mens vi går langs den smalle jordvej på vej ud til kvindegruppen i subdistiktet Dimla i Nilphamari. Lange bambusrør læner sig ind over vejen, og danner et lysegrønt halvtag der på en gang skygger for solen, og indrammer udsigten over den enorme Teesta flod, som dovent flyder forbi os på den modsatte side af bambusskoven. På vejen foran os sidder et barn overskrævs på en ged, mens hans kammerater står ved siden af og hepper om kap. Jeg tager mig selv i at tænke, at hele denne setting ligner en bengalsk udgave af en Morten Korch film. Så slår vejen et sving.
Synet af spinkle drengebørn som burde være i skole, men i stedet graver grus op fra Teestas breder minder mig om, at Morten Korch aldrig var andet end befolkningens ønskede fortolkning af virkeligheden, og at 90% af befolkning i Bangladesh lever i dyb fattigdom.
Da vi spørger til deres fremtidsdrømme og deres opsparede penge, er svaret ”at få penge nok til at kunne sende vores børn i skole”.
Dimla
Hjælp til selvhjælp er et motto for SUPOTH, som inspirer den fattige del af befolkningen til at organiserer sig i mindre selvhjælpsgrupper. I Dimla er hustruvold som mange andre steder i Bangladesh et stort problem. I grupperne forsøger de at snakke om dette, hvilket også er en af årsagerne til at selvhjælpsgrupperne altid er kønsopdelt. Udover en fælles opsparinger og folkeoplysning, som er nogle af fokusområderne for SUPOTH, tjener selvhjælpsgruppen også det formål, at skabe rum for samtale og dialog om hverdagens udfordringer og problemer.
Boda
I en anden selvhjælpsgruppe i subdistriktet Boda, er en ung pige i gang med at undervise, da vi gør vores entre. En del af ideen bag en selvhjælpsgruppe, er den fælles opsparing som indbefatter en rigtig bankkonto, men for at oprette en bankkonto er det nødvendigt at kunne sætte sin underskrift på papiret, samt at vide en smule om regnskab og økonomi. Derfor sørger SUPOTH for et otte måneders undervisningskursus i selvhjælpsgrupperne.
Hvad betyder det for jer at blive undervist? ”Det er sjovt, og vi er stolte over at lære noget” en anden kvinde tilføjer ”og det hjælper os til bedre at kunne spare penge op til små investeringer”
Debigonj
Den sidste gruppe vi besøger i subdistriktet Debigonj, har allerede eksisteret i seks år, og er dermed færdige med undervisning og vejledning i hvordan man opsparer og investerer sine penge bedst muligt. Efter en kort samtale med mændene som holdte en ekstraordinær pause fra markarbejdet, viste en samling stolte kvinder landsbyens kollektive investeringsprojekter frem. Blandt dem var bl.a. en symaskine, en lille silkeproduktion med silkelarver, og en mark hvor de dyrkede peanuts og ris. En kvinde sagde smilende: - ”Vi plejede at være meget fattige i dette område, men nu har alle husstande råd til tre måltider mad om dagen, og vi har en sundhedsopsparing”
Når man ser den forvandlende effekt af så små penge, opsparet af de lokale selvhjælpsgrupper selv, går mine tanker tilbage til Jesus som velsignede fem brød og to fisk, mens hans disciple formodentlig tænkte, ”hvordan skal det nogen sinde kunne gøre en forskel”
Blogger: Andreas Ellerbek d. 08.09.2012
Umiddelbart er det et idyllisk syn, som møder os, mens vi går langs den smalle jordvej på vej ud til kvindegruppen i subdistiktet Dimla i Nilphamari. Lange bambusrør læner sig ind over vejen, og danner et lysegrønt halvtag der på en gang skygger for solen, og indrammer udsigten over den enorme Teesta flod, som dovent flyder forbi os på den modsatte side af bambusskoven. På vejen foran os sidder et barn overskrævs på en ged, mens hans kammerater står ved siden af og hepper om kap. Jeg tager mig selv i at tænke, at hele denne setting ligner en bengalsk udgave af en Morten Korch film. Så slår vejen et sving.
Synet af spinkle drengebørn som burde være i skole, men i stedet graver grus op fra Teestas breder minder mig om, at Morten Korch aldrig var andet end befolkningens ønskede fortolkning af virkeligheden, og at 90% af befolkning i Bangladesh lever i dyb fattigdom.
Da vi spørger til deres fremtidsdrømme og deres opsparede penge, er svaret ”at få penge nok til at kunne sende vores børn i skole”.
Dimla
Hjælp til selvhjælp er et motto for SUPOTH, som inspirer den fattige del af befolkningen til at organiserer sig i mindre selvhjælpsgrupper. I Dimla er hustruvold som mange andre steder i Bangladesh et stort problem. I grupperne forsøger de at snakke om dette, hvilket også er en af årsagerne til at selvhjælpsgrupperne altid er kønsopdelt. Udover en fælles opsparinger og folkeoplysning, som er nogle af fokusområderne for SUPOTH, tjener selvhjælpsgruppen også det formål, at skabe rum for samtale og dialog om hverdagens udfordringer og problemer.
Da vi ankommer til landsbyen, hvor kvindegruppen holder til, er de allerede samlet og sidder i en rundkreds på sivmåtter. Deres farverige sarier bryder med omgivelsernes knækkede jordfarver, og man fornemmer en vilje blandt kvinderne til at ville eksisterer netop her, nær den lunefulde Teesta-fold, på trods af at den ofte går over dens breder og forsager ødelæggende oversvømmelser. Befolkningen er ofte
Kvinderne rejser sig og hilser os med ordene ”No mozkar”, og vores samtale begynder. Der går ikke længe før man fornemmer, at kvinderne nyder godt at det sociale samvær og de trygge relationelle betingelser som eksisterer i gruppen. En af gruppens fremtrædende kvinder pointorienterer ”Det her er mit sted, her kan min mand ikke forstyrrer mig”
Boda
I en anden selvhjælpsgruppe i subdistriktet Boda, er en ung pige i gang med at undervise, da vi gør vores entre. En del af ideen bag en selvhjælpsgruppe, er den fælles opsparing som indbefatter en rigtig bankkonto, men for at oprette en bankkonto er det nødvendigt at kunne sætte sin underskrift på papiret, samt at vide en smule om regnskab og økonomi. Derfor sørger SUPOTH for et otte måneders undervisningskursus i selvhjælpsgrupperne.
Hvad betyder det for jer at blive undervist? ”Det er sjovt, og vi er stolte over at lære noget” en anden kvinde tilføjer ”og det hjælper os til bedre at kunne spare penge op til små investeringer”
Kvinderne på billedet passer alle deres arbejder, på lige fod med landsbyens mænd, men må nøjes med en væsentlig mindre løn, idet der er stor forskel på mand og kvinders status.
Debigonj
Den sidste gruppe vi besøger i subdistriktet Debigonj, har allerede eksisteret i seks år, og er dermed færdige med undervisning og vejledning i hvordan man opsparer og investerer sine penge bedst muligt. Efter en kort samtale med mændene som holdte en ekstraordinær pause fra markarbejdet, viste en samling stolte kvinder landsbyens kollektive investeringsprojekter frem. Blandt dem var bl.a. en symaskine, en lille silkeproduktion med silkelarver, og en mark hvor de dyrkede peanuts og ris. En kvinde sagde smilende: - ”Vi plejede at være meget fattige i dette område, men nu har alle husstande råd til tre måltider mad om dagen, og vi har en sundhedsopsparing”
Hver person i en selvhjælps gruppe er ca. i stand til at lægge 10 taka til side om ugen, det svare til 0,72 DKK. En gruppe bestående af 25 personer kan således spare ca. 18 DKK på en uge og 864 DKK på et år.
Når man ser den forvandlende effekt af så små penge, opsparet af de lokale selvhjælpsgrupper selv, går mine tanker tilbage til Jesus som velsignede fem brød og to fisk, mens hans disciple formodentlig tænkte, ”hvordan skal det nogen sinde kunne gøre en forskel”
Hej venner lige en hilsen fra.Annas fødselsdag
SvarSlet