Hosianna Hosianna

Af Sara Nilsson Ellerbek

Hosianna!

Velsignet være han, som kommer,

I Herrens navn, Israels konge! (Joh.12.v.13)

Palmesøndag i Bangladesh

I går talte vi med Maya, om hvilke traditioner de har omkring palmesøndag. Hun viste os alle de indsamlede palmegrene, og fortalte os at, ” i morgen tidlig før solen står op, så går vi rundt her på skolen, og synger Hossiana – så omkring kl.6.00”. Huu ha tænkte Andreas og jeg, vi holder nemlig ret meget af at sove længe, men vi havde så sandelig ikke lyst til at gå glip af denne fest. Vi forhørte os lige hos Didjen og hos Mutilal, som skulle stå for gudstjenesten, om hvornår de troede at vi skulle være klar. De sagde kl.9.00. Lækkert – så kunne vi alligevel sove længe og være med til festen.

I morges stod vi op, fik vores morgenkaffe, og diskuterede, om vi skulle satse på at komme fra starten af gudstjenesten? Det er nemlig således, at det er lidt som vinden blæser hvornår gudstjenesten egentlig starter, men vi blev dog enige om at være klar fra start kl.9.00. For i dag skulle der jo ske noget ganske særligt. Imens jeg drak kaffen, kunne jeg høre de skønne unger snakke og hygge sig lige ude foran vores dør, og så at de var i færd med at dekorere palmegrenene med blomster. Jeg må sige, at jeg var i total forventning til denne søndag, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Forrest gik Mutilal og dernæst alle børnene, og lidt efter lidt stødte flere af de lokale fra menigheden med i vores lille optog rundt på skolens areal.

Jeg blev utrolig rørt af at følge med i dette optog. Pyntede palmegrene, en varmende sol og 80 børne stemmer som sang af deres fulde hals, især på, ”Hosianna Hosianna”. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte sae ud dengang? Jesus som kom ridende på et æselføl, alt i mens folket sang og priste ham, og kastede deres palmegrene ned for ham. Det blev til en helt åndelig oplevelse for mig.  Jeg tror, at den varme sol og palmegrenene gjorde, at det hele blev så konkret for mig.

Efter optoget holdte vi en dejlig gudstjenete med en masse sange og bøn.

Påsken er en fantastisk tid – og vi glæder os virkelig til at se og opleve mere af hvordan de fejrer påsken. På torsdag er jeg blevet bedt om at synge en dansk sang til gudstjenesten – nogle forslag? Good Friday, som de kalder det, skal der læses forskellige tekststykker op af de lokale menighedsmedlemmer, og søndag tager vi til Rajshahi sammen med Lillian og besøger hendes kirke.

Glædelig palmesøndag og glædelig påske

KH. Sara og Andreas

Blog på ferie i Nepal

Af Andreas Nilsson Ellerbek

Efter en herlig tid sammen med vores forældre tog vi et smut til Nepal på en otte dages ferie. Og det kommer der lige et lille ”ekstra” blogindlæg om. 

Vi startede ud med to dage i hovedstaden Kathmandu, hvor vi boede på et hyggeligt hotel kun 5 minutters gå gang fra indre ”Thamel” og 10 min fra ”Dubar Square”. Derfra tog vi bussen til Pokhara, som ligger ved bredden af en sø omgivet af bjerge og med udsigt til Himalaya bjergene. Vi var i Phokara fem dages tid, og tog derefter tilbage til Kathmandu, hvor vi tilbragte en enkelt dag, inden vi fløj tilbage til Bangladesh. Og HELDIGVIS lukkede de os ind i landet igen til trods for, at vores visum er udløbet og at vi kun har et stykke papir på at vi højst sandsynligt får to måneder mere.

Da det bliver lige lovligt at skrive om alle oplevelserne fra ende til anden, har vi valgt at lave en top 5 liste, begyndende fra bunden. 

Nr. 5 - Mad

På femtepladsen har vi alle madoplevelserne fra de mange restauranter i Kathmandu og i Pokhora. Sammenlignet med restaurenter derhjemme var de europæiske retter måske ikke noget ekstraordinært, men de mange lækre vegetar retter var helt sikkert værd at skrive hjem om. Og samtlige restaurenter havde en hyggelig atmosfære og betjeningen var god. Hvad der gjorde det hele endnu mere fantastisk var selvfølgelig, at det var første gang i seks måneder vi smagte mad som ikke kom fra det Bengalske køkken (som ikke er dårligt men unægteligt lidt ensformigt – ris, dal (carry) og kylling). 

Nr 4 – Hindutempel

Det var noget af en blandet oplevelse at besøge den hinduistiske tempelby Pashupatinath, hvor en hellig flod forbundet med Ganges løber igennem. 

Stemningen på dette sted var helt speciel, og alt andet end hvad vi havde forventet. Vi havde forinden læst om stedet og noteret os at det blev bygget til ære for Hinduguden Shiva, og er et af de aller helligste hindu templer i Nepal. Og at der dagligt finder mange kremeringer sted ved flodbredden. Vi besøgte templet med en forventning om at møde en atmosfære præget af højtidlighed, ærefrygt og respekt overfor de døde og deres familier, men det var ikke det der mødte os da vi ankom... 

Alt hvad vi så, virkede for os kaotisk, rodet og alt andet end højtidligt. Langs flodens bredder foregik der alverdens aktiviteter. En munk søsatte en offergave i form et æble noget ris og lidt blomster samtidig med, at en anden hældte en stor spand affald ud i floden kun et par meter derfra, en lille gruppe mennesker dansede og sang for Shiva, og en anden stod og roede i resterne af et bålet fra en kremering. På broen over floden var der fyldt med turister som tog billeder til højre og venstre. Gamle mænd overmalet med hvid, gul og rød maling forsøgte at tjene lidt penge på at blive fotograferet. Alle vegne var der travlhed og alle vegne var der tiggere som sad og hang. Da vi søgte lidt væk fra alt virvaret ved floden for at få en cola og en slapper, kom vi i snak med fire hellige hindupræster klædt i rødt, som høfligt tilbød os at ryge med på deres hash pibe. Jeg kunne ikke lade være med at more mig ved forestillingen om hvordan fire skæve folkekirkepræster mon ville se ud derhjemme…?  

Alt i alt var Hindutemplet en god oplevelse. En af den slags som minder en om, hvor forskellige kulturer og mennesker kan være.    

   

Nr. 3 Buddhist pagoda ”Swayambhunath”

Også kaldet ”The Monkey Temple” lå på en bakketop inde i Kathmandu by. To trapper førte op til bakke-/bjergtoppen hvor den storslåede phagoda strakte sig mod himlen, sådan som et kirketårn ville have gjort det derhjemme.  Jeg kan ikke finde ud af, at beskrive hvad det var ved dette sted, som gjorde et så dybt et indtryk på mig. Måske en åndelig oplevelse, måske en kulturel overrumpling eller måske noget helt tredje. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at det var andet og mere end en almen fascination over et imponerende bygningsværk. Da jeg så på Buddhafiguren, som var placeret ved siden af Pagodaen, kom til at tænke den fuldstændige åndelige oplysning Buddha efter sigende skulle havde opnået som 35 årig. Da jeg en tid havde stået og set på figuren, var det som om jeg på den ene side følte mig genkendt og på den anden side fremmedgjort. Genkendt fordi Buddhaen symboliserer målet eller opnåelsen af en åndelig søgen som jeg selv, og formentlig også resten af denne verdens mennesker, på den ene eller anden måde kan genkende. Fremmedgjord pga. min egen erkendelse af aldrig at blive i stand til at opnå det som statuen er et udtryk for. Herefter afløstes alle følelserne i mig, af en taknemmelighed over at tilhøre en Gud som ikke kræver det umulige af mig, men selv gik vejen i mit sted og dermed gjorde det umulige fuldkommende tilgængeligt for det ufuldkommende menneske. 

Om man er religiøs, nyreligiøs, søgende, troende, ikke troende eller ateist, så kan jeg kun anbefale at tage forbi Swayambhunath, hvis vejen går forbi Kathmandu i Nepal.

Nr. 2 - At møde mennesker.

På vores tur mødte vi en hel del interessante mennesker. Bl.a. et ungt par fra Bangladesh som er i gang med at opstarte et NGO-arbejde og derfor gerne ville snakke om organisationsstruktur og sustainability mm. Dem håber vi, måske på et senere tidspunkt, at mødes med i Dhaka. En bengalsk hindufamilie fra Nilphamari. Og Kassie og Marc, et ungt par fra Canada, som vi fulgtes med en af dagene og endte med at spise dejlig aftensmad sammen med. 

Men de to mest interessante personligheder var dog Majladaj fra Neplal og Bob fra England, som boede ikke lang fra hinanden på en bjergside, hvorfra man kunne se Pokhora sø samt Himalaya bjergene i horisonten

 Majladaj ejer ”Hotel Open Air” hvor vi overnattede en enkelt nat (absolut anbefalelsesværdigt) og hans sted er et samlings punkt for mange lokale. Han elsker at sidde og snakke og spille spil. Bob boede delvist på hotellet og delvist i et lille grønt skur, som er under konstruktion, kun 2 min derfra. 

Da Bob en dag havde samlet lidt ekstra penge sammen, sagde han i en alder af 37 år sit job op, trampede på sit ur, smed sit jakkesæt i floden, udlejede sin lejlighed og rejste ud i verden. Efter to-tre års rejse, opdagede han dette fredsfyldte lille sted i Nepal på Majladejs bjergside. Nu er han som sagt i færd med at bygge sig et skur med et kæmpe vindue og en seng hvorfra han kan se solopgangen over Himalaya bjergene – ja hvad mere har man brug for? Hver dag spiser han Majladajs hustrus virkelig lækre nepalesiske mad, hvor alle grønsagerne i øvrigt stammer fra baghaven bag hotellet – økologisk dyrkede = hurra! Vi havde en utrolig hyggelig eftermiddag og aften i selskab med de to sælsomme mennesker.   

Nr. 1 - Udsigt over Himalaya bjergene

Førstepladsen går selvfølgelig til Himalaya bjerge, som man bare ikke kan bliver færdig med at se på. Første gang vi kastede et blik på bjergkæden var fra flyveren på vej til Kathmandu. På dette tisdpunkt var de langt ude i horisonten, og lignede derfor mest kantede og flossede skyer. Da vi et par dage senere ankom til Pokhora på en gråvejrsdag, var det derfor lidt antiklimaks ikke at kunne se bjergene. Dette ændrede sig dog radikalt da vi næste morgen vågnede op til en absolut storslået udsigt over bjergene, som rejste sig over byen. Det var et voldsomt og smukt syn. Den flotteste udsigt over Himalyabjergene fik vi  en morgen midt i på ugen, hvor vi tog op på toppen Sarangkot, et af de mindre bjerge tæt på Pokhora by. Og der sad vi så på toppen og nød udsigten helt indtil midt på dagen hvor skyerne lukkede forestillingen. 

Nepal kalder os helt sikkert tilbage. Om ikke et par år, så engang når håret er gråt og vi kan tage vandrestokken i hånden. Himalaya bjergkædens fantastiske bjerge er bare betagende og RESPEKT  til Guds smukke smukke skaberværk.

 

Familiebesøg = rugbrød, rødvin og råhygge!

Af Sara Nilsson Ellerbek

Fra d. 6 februar og frem til d.17 februar havde vi fornemt besøg af Saras mor, Jette og Andreas forældre Kirsten og Bjørn og lille søster Maria.

Det var intet mindre end fantastik at se noget af  familien igen, og tiden vi havde sammen fløj afsted, så før vi fik set os omkring, havde vi sat dem på flyveren hjem til DK igen. Men hvor var det bare en velsignelse, at kunne dele nogle af de oplevelser, og lidt af den hverdag som vi har hernede sammen med dem.

Mandag d. 6.feb. hentede Andreas og Dayal familien i Dhaka lufthavn, men ikke i en almindelig micro bus, nej - i en lejet ambulance, fordi vi uheldigvis var ramlet ind i en strejke eller ”Hotal”, som de kalder det, hvilket betød at der var udkørselsforbud.
Udkørselsforbudet gjaldt dog ikke ambulancer, så familiemedlemmerne og deres kufferter blev losset ind i ambulancen, som kørte afsted mod Viator Guest house med blå blink og måbende passagerer. Efter et par timers søvn på de lejede værelser havde klokken passeret fem, hvor udkørselsforbudet ophørte, og vi kunne køre mod Saraswatipur. En lang køretur på mellem 7 – 9 timer. Og vi ankom omkring kl.2.00. På turen i bilen hørtes sjove udbrud som, ”SE, der sidder fem mennesker på taget af bussen”. ”Se lige alle de køer der er læsset sammen på den lastvogn”. ”AJ, har du lige set – den ged sidder i en pose på cykelstyret”. ”WOOOW, vi kører i den forkerte side af vejen – og chafførren leger vist ”chiken race””.

Det var sjovt observerer familien, som kommenterede, og bemærkede alle de samme ting som vi i starten også tog notits af, men nu ikke længere overrasker os. Det er mere eller mindre blevet hverdag at se en ged i en pose på styret af en cykel og alle de andre sjove transport former.  Når vi kommer hjem, siger vi måske ”Wooow, se lige alle lygterne virker på den der bus!”

Den følgende uge forsatte vi undervisningen af lærerne på skolen, og de ”gamle” var med som observanter. Især var Jette og Kirsten, som selv er uddannede lærer og underviser henholdsvist i folkeskolen og på en efterskole, meget interesserede i hvilke undervisningsmetoder vi benyttede, og af hvordan disse fungerede i en så anderledes kultur end den danske. De fik også lov at observere lærerne fra SBS mens de underviste med CL-strukturerne, og igen syntes de to lærere, at det var voldsomt interessant. J Efter hver time som vi overværede, fulgte mindst en times opfølgende didaktisk diskussion. Det var helt sikkert en oplevelse for dem at se, hvordan der undervises her på SBS, men også for vores vedkommende var det berigende at diskuterer relevante problematikker med erfarne lærere, som kom med mange spændende perspektiver og gode råd.  

Noget andet som gjorde et stort indtryk på vores familie, var alle de dejlige børnestemmer, som synger af deres  fulde hals i kirken hver dag  til morgen- og aften andagt. Og det kan vi godt forstå! For efter snart at have tilbragt fire måneder på skolen kan vi stadig blive rørt af den dedikerede børnesang, som dog vækker os lige lovligt tidligt om mognen J

Efter seks i dage Saraswatipur tog vi til Nilphamari, hvor vi tilbragte fire dage før vi tog til Dhaka igen. Vi viste SUPOTH kontoret frem, var på to fieldvisit hvor vi besøgte en selvhjælpsgruppe for kvinder og en Adolescent gruppe (teen gruppe) og så besøgte vi også DBLM hospital (spedalskhedshospitalet i Nilphamari). Under det ene field visit skulle vi interviewe en fødselshjælper og en nybagt mor, en opgave vi fik fra Danmission. Så vi overlod vores familie til én af de lokale fra PI gruppen, og han viste dem rundt i området. Det havde været en rigtig spændende oplevelse for dem, og flere steder blev de inviteret ind til ”dut cha”, deres the med mælk, og lidt snack. De oplevede på nært hold landsby folkenes store nysgerrighed og åbenhed, som vi gang på gang også overraskes over når vi er på arbejde ”ude i marken”.

Noget som vi begge bed mærke i da vi havde besøg var, at vores bengalske venner ikke længere ser os som deres gæster, men som familiemedlemmer. Nu var det vores familie hjemmefra som var gæster. Det var så opløftende at mærke. Ydermere mærkede vi også, hvor stolte vi er over vores bengalske venner, og hvor skønt det var at mærke at vores bengalske venner tog imod vores familie og inviterede dem hjem til mad eller Cha. Det er bare nogle dejlige mennesker som vi er omgivet af.

Et lille indblik i hvad de tømte ud af deres kufferter: rugbrød, snolder, maveonde piller, breve,  tegninger og perleplader fra nevøer og niecer, chokolade, en øl og en vin, pibetobak og lige fem gange mere chokolade. Det nyder vi glæde af nu! Det som fyldte deres kufferter på vej hjem, ud over alle mulige nips ting/ sovouniers og bøger fra os, var:  the, silkesjaler, hårspænder, en lungi (den populære ”mandekjole”), bangla bukser, bangla chips (Marias favorit), og lidt flere sjaler. Og en stor bunke filer med mange mange billeder.

Vi er Gud taknemmelig over, at det kunne lade sig gøre at få besøg derhjemme fra.  Og vi glæder os over, at der nu er endnu flere som for alvor har fået et indblik i det som vi går og laver. Og så var det selvfølgelig også en reminder om hvor dejlig en familie man har, og hvor godt det bliver at bruge mere tid sammen med dem når vi engang rammer DK igen.