onsdag den 6. marts 2013

Blog på ferie i Nepal


Af Andreas Nilsson Ellerbek





Efter en herlig tid sammen med vores forældre tog vi et smut til Nepal på en otte dages ferie. Og det kommer der lige et lille ”ekstra” blogindlæg om

Vi startede ud med to dage i hovedstaden Kathmandu, hvor vi boede på et hyggeligt hotel kun 5 minutters gå gang fra indre ”Thamel” og 10 min fra ”Dubar Square”. Derfra tog vi bussen til Pokhara, som ligger ved bredden af en sø omgivet af bjerge og med udsigt til Himalaya bjergene. Vi var i Phokara fem dages tid, og tog derefter tilbage til Kathmandu, hvor vi tilbragte en enkelt dag, inden vi fløj tilbage til Bangladesh. Og HELDIGVIS lukkede de os ind i landet igen til trods for, at vores visum er udløbet og at vi kun har et stykke papir på at vi højst sandsynligt får to måneder mere.
Da det bliver lige lovligt at skrive om alle oplevelserne fra ende til anden, har vi valgt at lave en top 5 liste, begyndende fra bunden. 

Nr. 5 - Mad
På femtepladsen har vi alle madoplevelserne fra de mange restauranter i Kathmandu og i Pokhora. Sammenlignet med restaurenter derhjemme var de europæiske retter måske ikke noget ekstraordinært, men de mange lækre vegetar retter var helt sikkert værd at skrive hjem om. Og samtlige restaurenter havde en hyggelig atmosfære og betjeningen var god. Hvad der gjorde det hele endnu mere fantastisk var selvfølgelig, at det var første gang i seks måneder vi smagte mad som ikke kom fra det Bengalske køkken (som ikke er dårligt men unægteligt lidt ensformigt – ris, dal (carry) og kylling). 
Nr 4 – Hindutempel
Det var noget af en blandet oplevelse at besøge den hinduistiske tempelby Pashupatinath, hvor en hellig flod forbundet med Ganges løber igennem. 
Stemningen på dette sted var helt speciel, og alt andet end hvad vi havde forventet. Vi havde forinden læst om stedet og noteret os at det blev bygget til ære for Hinduguden Shiva, og er et af de aller helligste hindu templer i Nepal. Og at der dagligt finder mange kremeringer sted ved flodbredden. Vi besøgte templet med en forventning om at møde en atmosfære præget af højtidlighed, ærefrygt og respekt overfor de døde og deres familier, men det var ikke det der mødte os da vi ankom... 
Alt hvad vi så, virkede for os kaotisk, rodet og alt andet end højtidligt. Langs flodens bredder foregik der alverdens aktiviteter. En munk søsatte en offergave i form et æble noget ris og lidt blomster samtidig med, at en anden hældte en stor spand affald ud i floden kun et par meter derfra, en lille gruppe mennesker dansede og sang for Shiva, og en anden stod og roede i resterne af et bålet fra en kremering. På broen over floden var der fyldt med turister som tog billeder til højre og venstre. Gamle mænd overmalet med hvid, gul og rød maling forsøgte at tjene lidt penge på at blive fotograferet. Alle vegne var der travlhed og alle vegne var der tiggere som sad og hang. Da vi søgte lidt væk fra alt virvaret ved floden for at få en cola og en slapper, kom vi i snak med fire hellige hindupræster klædt i rødt, som høfligt tilbød os at ryge med på deres hash pibe. Jeg kunne ikke lade være med at more mig ved forestillingen om hvordan fire skæve folkekirkepræster mon ville se ud derhjemme…?  
Alt i alt var Hindutemplet en god oplevelse. En af den slags som minder en om, hvor forskellige kulturer og mennesker kan være.    

   
Nr. 3 Buddhist pagoda ”Swayambhunath”
Også kaldet ”The Monkey Temple” lå på en bakketop inde i Kathmandu by. To trapper førte op til bakke-/bjergtoppen hvor den storslåede phagoda strakte sig mod himlen, sådan som et kirketårn ville have gjort det derhjemme.  Jeg kan ikke finde ud af, at beskrive hvad det var ved dette sted, som gjorde et så dybt et indtryk på mig. Måske en åndelig oplevelse, måske en kulturel overrumpling eller måske noget helt tredje. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at det var andet og mere end en almen fascination over et imponerende bygningsværk. Da jeg så på Buddhafiguren, som var placeret ved siden af Pagodaen, kom til at tænke den fuldstændige åndelige oplysning Buddha efter sigende skulle havde opnået som 35 årig. Da jeg en tid havde stået og set på figuren, var det som om jeg på den ene side følte mig genkendt og på den anden side fremmedgjort. Genkendt fordi Buddhaen symboliserer målet eller opnåelsen af en åndelig søgen som jeg selv, og formentlig også resten af denne verdens mennesker, på den ene eller anden måde kan genkende. Fremmedgjord pga. min egen erkendelse af aldrig at blive i stand til at opnå det som statuen er et udtryk for. Herefter afløstes alle følelserne i mig, af en taknemmelighed over at tilhøre en Gud som ikke kræver det umulige af mig, men selv gik vejen i mit sted og dermed gjorde det umulige fuldkommende tilgængeligt for det ufuldkommende menneske. 
Om man er religiøs, nyreligiøs, søgende, troende, ikke troende eller ateist, så kan jeg kun anbefale at tage forbi Swayambhunath, hvis vejen går forbi Kathmandu i Nepal.



Nr. 2 - At møde mennesker.
På vores tur mødte vi en hel del interessante mennesker. Bl.a. et ungt par fra Bangladesh som er i gang med at opstarte et NGO-arbejde og derfor gerne ville snakke om organisationsstruktur og sustainability mm. Dem håber vi, måske på et senere tidspunkt, at mødes med i Dhaka. En bengalsk hindufamilie fra Nilphamari. Og Kassie og Marc, et ungt par fra Canada, som vi fulgtes med en af dagene og endte med at spise dejlig aftensmad sammen med. 
Men de to mest interessante personligheder var dog Majladaj fra Neplal og Bob fra England, som boede ikke lang fra hinanden på en bjergside, hvorfra man kunne se Pokhora sø samt Himalaya bjergene i horisonten
 Majladaj ejer ”Hotel Open Air” hvor vi overnattede en enkelt nat (absolut anbefalelsesværdigt) og hans sted er et samlings punkt for mange lokale. Han elsker at sidde og snakke og spille spil. Bob boede delvist på hotellet og delvist i et lille grønt skur, som er under konstruktion, kun 2 min derfra. 

Da Bob en dag havde samlet lidt ekstra penge sammen, sagde han i en alder af 37 år sit job op, trampede på sit ur, smed sit jakkesæt i floden, udlejede sin lejlighed og rejste ud i verden. Efter to-tre års rejse, opdagede han dette fredsfyldte lille sted i Nepal på Majladejs bjergside. Nu er han som sagt i færd med at bygge sig et skur med et kæmpe vindue og en seng hvorfra han kan se solopgangen over Himalaya bjergene – ja hvad mere har man brug for? Hver dag spiser han Majladajs hustrus virkelig lækre nepalesiske mad, hvor alle grønsagerne i øvrigt stammer fra baghaven bag hotellet – økologisk dyrkede = hurra! Vi havde en utrolig hyggelig eftermiddag og aften i selskab med de to sælsomme mennesker.   

Nr. 1 - Udsigt over Himalaya bjergene
Førstepladsen går selvfølgelig til Himalaya bjerge, som man bare ikke kan bliver færdig med at se på. Første gang vi kastede et blik på bjergkæden var fra flyveren på vej til Kathmandu. På dette tisdpunkt var de langt ude i horisonten, og lignede derfor mest kantede og flossede skyer. Da vi et par dage senere ankom til Pokhora på en gråvejrsdag, var det derfor lidt antiklimaks ikke at kunne se bjergene. Dette ændrede sig dog radikalt da vi næste morgen vågnede op til en absolut storslået udsigt over bjergene, som rejste sig over byen. Det var et voldsomt og smukt syn. Den flotteste udsigt over Himalyabjergene fik vi  en morgen midt i på ugen, hvor vi tog op på toppen Sarangkot, et af de mindre bjerge tæt på Pokhora by. Og der sad vi så på toppen og nød udsigten helt indtil midt på dagen hvor skyerne lukkede forestillingen. 
Nepal kalder os helt sikkert tilbage. Om ikke et par år, så engang når håret er gråt og vi kan tage vandrestokken i hånden. Himalaya bjergkædens fantastiske bjerge er bare betagende og RESPEKT  til Guds smukke smukke skaberværk.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar